Kroget i selvfølgelighed

Caspar Eric: ”Jeg vil ikke tilbage. Digte fra dage med covid-19”

Det er meget svært ikke at kunne genkende de stemninger, følelser og tanker, der løber gennem Caspar Erics digtsamling skrevet under nedlukningen i foråret i forbindelse med covid-19.

Eric skriver om kærlighed, venskab – meget af det, der indgår i de nære fællesskaber – og hvad der sker, når disse med ét sættes under pres eller i hvert fald besværliggøres, når verden pludselig ser helt anderledes ud, end den gjorde dagen før.

Som sådan er Erics projekt med at skrive et digt om dagen under nedlukningen meget sympatisk – det blev til 80 digte.

Til gengæld fungerer bogen og de enkelte tekster ikke som digte.

De flyder over med disse meget sympatiske og venlige refleksioner omkring den enkelte og det netværk han tager del i, men de er blottet for energi.

Jeg er ikke blind for det faktum, at digtningen kan finde mange og forskelligartede udtryk, men jeg har til gengæld svært ved at goutere den knækprosaiske ombrydning af tilfældige hændelser i det enkelte individs liv, ciseleret med et intetsigende sprog.

Nogle af digtene står næsten haikuagtige i deres knaphed:

”Nede i børnehaven

mellem afspærringstapen

står foråret

og springer ud af sig selv”

Sådan gør foråret jo gerne – altså springer ud helt uden hjælp. Og selvom der kan være lidt at finde i at børnehave parres med afspærringstape, så er der bare ikke rigtig noget at hente, fordi resten bliver så banalt – og skrevet af en digter, der forbliver uhjælpeligt kroget ind i sig selv.

I begyndelsen af samlingen skriver Eric igen om det at cykle, om hvordan det dæmper katastrofetankerne, hvordan benene bare er ben. Sansninger giver ikke rigtig noget til eftertanken; i den kontekst er der ofte meget mere gods i gajolpakkernes små bonmots, og så får man endda en pastil.

Banaliteten i Erics digtning skrives så hjælpsomt og nydeligt tydeligt frem i følgende uddrag fra indgangen til et digt:

”Jeg chattede med Pervez

om Yahya hele aftenen,

ellers snakker vi

normalt kun om fodbold,

driller hinanden

når fjenden taber.

Vi aftalte snart

at gå en tur”.

Sådanne små dagbogsnotater, hvad enten de er virkelige eller ej, er i bedste fald ligegyldige. Hvori er det særegent digteriske ved eksemplet her?

Dagligdagen og det deraf afledte sprog er fint, men det er sjældent nok i sig selv, og det er efterhånden i Erics tilfælde, blevet udvandet til noget, der minder en lille smule om koketteri.

Christian Stokbro Karlsen

christian@kulturen.nu