Bogen, bøgernes bog

Hvilken bog er den mest trykte, den mest oversatte, den mest citerede, den mest læste?

Svaret er selvfølgelig Bibelen, og den læses også lige nu, af de mest forskellige mennesker og af de mest forskellige grunde. Men dens førende status rummer også nogle paradokser.

Hvor mange har f.eks. læst det hele? Og er den så udbredt på grund af sine litterære kvaliteter? Næh, er man nok nødt til at svare, for den er ikke hverken roman, digt, lærebog eller essay.

Problemet er omfanget og værkets enorme sammensathed. Bogen består af både det gamle og det nye testamente, 39 + 27 små skrifter, kastet mere eller mindre tilfældigt sammen i samme bind.

Biblia, kaldte man den på græsk, ordret betyder det ’bøgerne’.

Problem nr. 1: Hvem skrev den? Et kollektiv. Hvornår? Over en periode på godt 1000 år. Var der en plan fra starten? Nej. Hænger det sammen? Ja og nej, afhængig af læseren.

Problem nr. 2 er nemlig læseren. Man kan læse, som Fanden læser, dvs. finde sig det, der passer én. Hvis man er til høj poesi, kan man opsøge Davids salmer eller Højsangen.

Lidt mere action? Så finder man Moses-historien eller de ret mange underholdende historier om David. En opbyggelig novelle? Jonas i hvalfiskens bug. En ædende, eksistentialistisk syretekst? Jobs bog. Eller hvad med en ordentlig gang samfundskritik? Spørg de små profeter.

Selv i det noget mere sammenhængende nye testamente kan man få mange lyster styret. Der er små idyller som Marias besøg hos Elisabeth, stridssamtaler mellem Jesus og farisæerne, der sagtens lever op til dramaniveauet i Debatten.

En hel særlig genre er Jesu lignelser, der er anskuelighedsundervisning i eksistensen. Eventyr som i Paulus’ rejser, tanketung teologi som i hans breve. Frygtelige visioner i Åbenbaringen og gode råd og moralprædikener her, der og alle vegne.

I vore dage er der flere måder at læse alt dette på. Her nøjes vi for overskuelighedens skyld med to muligheder. Man kan læse alle skrifterne som historiske vidnesbyrd.

Set udefra får vi her en hel kulturs indhold som litterær skatkiste. Den jødiske kultur og de første kristne har produceret flere værker end dem, der endte i Bibelen, men bibelen er stort set alene om at have overlevet.

Læs og forstå en hel forestillingsverden, et moralsk kompas, en omtumlet historie med den belastende viden om at være et udvalgt folk, der skal stå til rådighed og ansvar for den eneste gud.

De slutter pagter med ham ved flere lejligheder, han styrer og manipulerer dem, de falder fra og finder hjem, han raser og tilgiver og kræver og velsigner.

Det er et patriarkalsk univers, og Far har altid ret. Gud er den absolut anderledes i en jødisk forståelse, og det slår gnister mellem ham og folket, i folket indbyrdes og mellem folket og de andre folk.

Undervejs er der stor humor og manende skønhed, godtkøbsfilosofi og hjerteskærende uretfærdigheder. Det er en anderledes verden af i går, et stående tilbud om kulturel kontrastvæske.

Den anden læsning er den troendes læsning. Alt i bogen er skrevet for at overbevise læseren om, at Jesus Kristus er Guds søn, siger evangelisten Johannes.

Bogen er stadig grundlag for kristne gudstjenester og prædikener i alle de forskellige kirker.

For den troende er bibelen Guds ord, som bevidner grundfortællingen: Mennesket blev skabt, syndede og faldt, og Gud sendte sin Søn for at frelse de syndige mennesker. Han døde og opstod, og siden har kirken dannet rammen for de troende.

Læser man som troende, ligger der bag alle de spredte værker en stor kode, en arketypisk kontekst for menneskets forståelse af sig selv og verden.

The greatest story ever told, Guds nye spilleregler i en ny pagt (= testamente), nu ikke med jødefolket, men med menneskeheden. En universel kærlighedsmission, der skal føre alle de dødelige tilbage til det Himmerige, Adam og Eva blev uddrevet fra.

Læst sådan hænger det hele sammen, og selv mærkelige detaljer i jødefolkets gamle tekster kan betyde noget dybt meningsfuldt, når fortiden læses med nutidens briller.

Sådan fandt man f.eks. på det med jomfrufødslen, fordi man ikke var særlig god til hebraisk. Men de kristne tog det gamle testamente med i købet, for de så og skabte selv sammenhængen.

Som grundbog i kristendom er bibelen godt nok rodet, modsigelsesfyldt og utilstrækkelig, men den blev altså omdrejningspunktet for hovedparten af det intellektuelle liv i Europa i knapt et par tusind år. Bibelens karakter af mosaik satte sig som den kristne kulturs ditto. Teologien gik ud fra bibelen og herskede på universiteterne, og bogen trækker stadig lange spor efter sig.

Bibelforskere drev de historiske studier og filologien frem. Oversættelsesbestræbelserne fandt og analyserede fremmede sprog.

Arven fra Jerusalem med monoteisme, etik og forståelse for historiens betydning fusionerede med den græske filosofis idealisme, videnskab og logik, og Europa har siden levet med følgerne af den fusion.

Man lærte almindelige mennesker at læse ved hjælp af bibelen og med henblik på bibelen. Kunstnere malede og skrev med inspiration fra den.

Selv i hverdagssproget lever bogen videre. Vi kan tale om en ’ørkenvandring’, om ’øst for paradis’ eller om ’skriften på væggen’. Man kan kaste perler for svin eller svine med sine talenter, vaske sine hænder eller gå ind i sit lønkammer.

Bygge på sandgrund, være varm eller kold og netop ikke lunken, lave vin af vand eller arve jorden. Ikke en spurv falder til jorden, gak til myren og bliv viis, herren er min hyrde, komme dit rige.

For denne klummeskriver har bogen været en præmis, en adgangsbillet og en hæmsko, men også en legeplads og en aha-oplevelse.

Som Jan Lindhardt sagde: ”Gud talte i begyndelsen hebraisk (det gamle testamente), så en kort overgang græsk (det nye testamente) og siden latin helt ind til Luther, hvorefter han lærte dansk.”

Fra helligteksten er der veje ud i alle retninger, sprogligt, historisk, etisk og litterært..