Et umage venskab

Roman - Bent Haller: ”Sange fra skarnbøtten”

Jeg glæder mig altid, når der udkommer en ny roman af en af mine absolut yndlingsforfattere, og med fare for at lyde lokalpatriotisk glæder jeg ekstra meget, når jeg opdager, at romanen foregår i Frederikshavn, Bent Hallers barndomsby.

De romaner er bare nogle af de allerbedste i forfatterskabet. Denne roman skuffer ikke. Det er en god, velfortalt, ind imellem humoristisk og ind imellem sørgelig roman om en speciel tid og især om et umage venskab.

”Sange fra skarnbøtten” er en klassisk Bent Haller-roman. Den handler om to drenge, der vokser op i 1950´ernes og 1960´ernes Frederikshavn. Den ene dreng, Jørgen er fra en sagførerfamilie med hushjælp og klaver. Han bor i villa og får alt, hvad han ønsker sig.

Den anden dreng, Poul er søn af en i perioder arbejdsløs skibsmaler. Han bor i en smudsiggul bygning kaldet Skarnbøtten. Her er der masser af unger, fnat, lus og øretæver.

Drengene er meget forskellige. Jørgen er en stille, indesluttet og lidt sær dreng, og Poul er udadvendt og charmerende.

Alligevel bliver de venner, og Jørgens forældre bliver betaget af den dreng, der er så meget anderledes end deres egen søn.

De tager Poul til sig som en søn af huset, opmuntrer ham og støtter ham økonomisk til at søge optagelse på konservatoriet. Jørgen derimod klarer ikke gymnasiet, har det i det hele taget ikke godt psykisk, så han tildeles i en meget ung alder invalidepension.

”Jeg havnede igen i et mørke, som på en eller anden måde altid havde fulgt mig… Nej, jeg ville gerne leve. Det var bare ikke så nemt.”

Jørgen arver et lille hus nord for byen efter sin mormor, og der flytter han ud, og i begyndelsen af 1970´erne starter de to venner kollektivet Riverdale i huset.

Eller det vil sige, det er jo nok mest Poul, der starter kollektivet i Jørgens hus med unge venstreorienterede, han har mødt i Århus. Flere af dem er kunstnere, og der digtes, væves, skrives sange og eksperimenteres med stoffer og sex.

Efter et stykke tid går kollektivet dog i opløsning. Poul bliver en kendt musiker, han flytter til hovedstaden og har mange og skiftende kærester. Jørgen bliver igen alene i huset, hvilket passer ham fint, han ønsker egentlig bare at leve i fred med sin hund og sine høns.

Vi har tidligere i forfatterskabet læst om venskaber imellem to meget forskellige drenge.

I de to erindringsbøger, der udkom i 2015 og 2020 ”Det man husker” og ”Det man skriver” optræder der to forskellige drenge, der bliver hinandens bedste venner.

Bent og Uffe hedder de i ”Det man husker”, og Bent og Mogens i ”Det man skriver”. Jeg-fortælleren ”plejer” bare at være arbejdersønnen. I ”Sange fra skarnbøtten” er jeg-fortælleren sagførersønnen. Forfatteren har vendt synsvinklen.

Fælles for venskaberne i de tre bøger er, at de kuldsejler. Da drengene bliver mænd går de fejl af hinanden. De glider fra hinanden, forskellene bliver for store, og som læser fornemmer man den store sorg, det er for dem.

Og måske også for forfatteren.