Godsejeren og sygeplejersken

Roman -  Bent Haller: ”Hjemsøgt”

Det åbner som en anden krimi med en maleriafbrænding.

Puf, så er den onde ånd væk.

Så er vi ellers i gang med historien om den traditions-nedtyngede, nordjyske storbonde Ulrik Christian Vænge, der har fornuftsgiftet sig med den mandhaftige Elsebeth. Drengepigen fra den nærliggende gård, som han har leget med fra barnsben.

Elsebeth har også medtaget en større pengesum som medgift. Men den vil Vænge ikke røre. De penge er hendes. I stedet satser han på malkekvægsdrift i den store stil for at fremtidssikre slægtsgården, hvor den strenge kammerherre på anebillederne altid sidder klar til at fordømme nutidig uforstand.

Det kærlighedsløse ægteskab magter kun at producere en enkelt arving – gudsketak en søn, Otto.

Parallelt med ægteparrets genvordigheder møder vi den smukke sygeplejerske Abigail. Jagtet af mænd for hendes sexede udstråling, men ikke interesseret i at elske hende. Hun vil, har hun bestemt sig for, have en mand, der ser hende for det, hun er.

Selv om hun vist ikke selv ved, hvad det ER.

Ved en tilfældighed møder de to, godsejer og sygeplejerske, hinanden og nu folder deres kærlighedshistorie sig ud.

Romanens karakterer er tegnet med få kraftfulde streger, endelig ikke for meget, men heller ikke for lidt. Sådan noget kan Haller med sit klare, nøgterne sprog. Med masser af indre monolog, der bringer os tæt på vores to hovedpersoner, Christian Ulrik og Abigail.

Men her er også gjort plads til en masse farverige sidehistorier.

I lange stræk er den omfangsrige roman en underholdende nydelse, mens Haller veloplagt undersøger så forskellige fænomener som rugemor, homoseksualitet, spøgelser og forbandelser, kærlighed til døden jer skiller, engangsknald og storlandbrugets udpining og forurening af jord og klima.

Her sker rigtig meget. Men tror vi på kærlighedshistorien om den tavse, tungt tweedklædte Vænge og den frigjorte, økologisk spisende sygeplejerske?

Det må hver enkelt læser jo selv afgøre i sin meddigtning. Netop det, som Hallers enkle, klare sprog og den klare figurtegning giver mulighed for.

Romanen balancerer hele tiden nervespændstigt og linjedanseragtigt på kanten mellem græsk tragedie, hverdagsagtig samfundskritik, kærlighedshistorie med stort K og såmænd også tju-bang skildring af skjulte familiehemmeligheder.

Abigails forsoningsmøde med sin alkoholiserede søskendeflok er lige på kanten af det banalt karikerede.

Du kan godt komme i tvivl om, det nu er strengt nødvendigt med alle de saftige sidehistorier. Men Udkants-Danmark-skildringen af de forladte landsbyer fejler ikke noget – skrevet med den tyste, indtrængende hverdagsrealisme, der er det gyldne kvalitetsmærke i Hallers prosa.

Det er lidt som om alle de kulørte sidespring, bi- og afveje med videre, underminerer den fortvivlede, altopslugende kærlighedshistorie og Vænges kamp for at løsrive sig selv. Og det er en skam.

For den og for læsere.

Men romanen hænger godt sammen, 454 sider, i et kompromisløst hug. Det er int så ring!

Foto: Lotte Lykke

Ps: En velment rettelse til side 191. Retzina er altså ikke rødvin, men græsk hvidvin konserveret med harpiks.