Slægt skal følge slægters sang

Roman - Benjamin Koppel: ”Annas sang”

Jazzmusiker og komponist, Benjamin Koppel, debuterer som skønlitterær forfatter i en stort anlagt og meget rørende skæbnefortælling om sin bedstefars lillesøster, Anna Koppel.

I værket kaldes hun Hannah Koppelman, en fremragende, uforløst pianistinde. Det er en slægtshistorie om forspildt talent, mistet og alligevel oplevet kærlighed, om personlige drømme i direkte strid med familiens ære og samlet betragtet et meget stærkt portræt af en usædvanlig kvinde.

Genremæssigt opererer Benjamin Koppel meget klassisk med dannelsesromanens format, idet vi får hele trækket fra Hannahs tidlige barndom i 1930ernes Fiolstræde i København.

Omkring det jødiske kvarter ved synagogen i Krystalgade, med hendes fire dybt musikalske og frisindede (de gifter sig alle kristent!) brødre, som hun kalder sine ”Herkulesser”, den enerverende, men også hyperenergiske mor, Bruche, og den forsigtige og kærlighed far, Yitzhak.

Også livs-veninden, den kulturradikale Elisabeth og hele den kæmpestore, jødiske Koppelman-familie portrætteres levende og meget indgående igennem flere betegnende og fantastiske scener i romanen første fjerdedel.

Bogens dele åbner prologisk med en fødselsscene under 2. verdenskrig, hvor Hannah må bortgive et barn undfanget uden for ægteskab med hendes livs kærlighed, socialisten og modstandsmanden, Aksel.

Herpå følger en stilren kronologi fra 1930erne og helt op til 2017, hvor Hannah har fået kontakt med ”nevøen” (underforstået Benjamin Koppel selv).

Vi gennemlever og oplever den dansk-jødiske kultur i København i begyndelsen af det 20. århundrede med ritualer, mærke- og mindedage og fordomme og indskrænkelser.

Den nazistiske jødeforfølgelse bliver skelsættende og sender Koppelmans i eksil i Sverige, og flere familiemedlemmer går til i Holocaust.

Hannah ender i Paris efter krigen hos en tyrannisk og traumatiseret ægtemand, hendes mor har valgt til hende, nemlig tekstilhandleren Francois. En snobbet, voldelig og usympatisk jødisk mand, som ser ned på de slaviske og germanske askenazijøder fra Danmark (oprindeligt en lille shetl i Polen).

Francois ønsker sig brændende en søn, en mandlig arving, men Hannah leverer tre døtre i rap, og det falder bestemt ikke i god jord. Hun tæskes på uhyggelig vis af Francois i barselssengen, da barn nummer to når ud i verden.

Så ”Annas sang” er også en fortælling om ikke blot jødernes undertrykkelse, men også en historie om en mere lokal form for dominans over kvinder, især kvinder med kunstnerisk talent.

Hannah har som sine brødre et udtalt musikalsk flair. Hun læser, forstår og fortolker musikken på sit Hornung & Møller-flygel, alt fra Bartok, Carl Nielsen og særligt Brahms flyder fra hendes slanke fingre, men både mor Bruche og Francois knægter og nægter hende øvetid og fuldbyrdelse af talentet.

”Annas sang” er derfor også en syngen på trods, når Hannah eksempelvis i sin høje alderdom i midten af sine 80’ere endelig får etableret en musikskole i sit eget, farverige hjem i den søvnige pariserforstad Valois en Crepys (efter Francois’ død that is!).

Netop denne trods finder man også gentaget i selve Benjamin Koppels sproglige stil. Han har holdt romanen fuldstændig prunkløs.

Der er en sjælden set enkelhed i den stilistiske levering, som vægter historiefortælling mest og dermed ikke en sproglig staffage og udsmykning.

Men når Hannah oplever eller selv spiller og formidler musik, så sker der eksplosioner i det sproglige arbejde.

Det er ikke svært som læser at tænke, at dette netop udgør et bevidst stiltræk i romanen. ”Annas sang” er derfor også ”Benjamins sang” og en slægtens sang. Musikken, sangen og tonerne er livsnerven i hele Koppelslægtens historiske krop. Den er selve livets grundessens.

Det fungerer forrygende godt, at Benjamin Koppel på denne måde docerer og reserverer sin brug af metaforer, sammenligninger og klangfigurer til særligt de musikalske beskrivelser.

Samtidig er hele persongalleriet farverigt, sjovt og medrivende, og man ser allerede en DR tv-serie in spe for sig, hvor soundtracket bliver et bærende element. Måske med et Nielsen eller Brahms tema som gentagelsesfigur eller en art slægtsmarkør?

Med en lidt letbenet omskrivning af B.S. Ingemanns salme, så skal slægt følge slægters sang, og denne trosbekendelse må Benjamin Koppels imponerende skønlitterære romandebut sandelig siges at leve op til i, med og igennem selve ”Annas sang”.

Foto: Sara Galbiati