Litteraturkritikkens fader

Fagbog - Aristoteles: ”Poetikken”

Aristoteles har snart 2400 år på bagen. Alligevel læses han fortsat, og hvad mere er: Han bliver oversat igen og igen. Særligt et værk påkalder sig interesse, nemlig hans lille bog om at digte, vi kalder den Poetikken.

Det kan man jo godt undre sig over. Hvad Aristoteles forholdt sig til, kender vi godt til, men det var meget anderledes. Det var nemlig for det første Homers to store værker ”Iliaden” og ”Odysseen”. Det er store dramatiske fortællinger med en alvidende fortæller, men de ligner alligevel ikke romaner, for de er på vers.

For det andet var hans skrift om digtekunsten rettet mod at forstå dramaet, særligt tragedien. Den har vi på skrift, uden at vi dog ved alt om de praktiske forhold.

Men datidens tragedier var også på vers, de gendigtede gamle myter i en form, der egnede sig til scenen. Tragedierne blev brugt ved byfesterne som en slags ritual, hvor forskellige digtere konkurrerede om publikums gunst og måske vandt en gedebuk i præmie.

Så hvorfor bliver den lille tekst (den fylder i denne udgave 53 sider) ved med at optage mange forskellige slags fagfolk? En del af svaret ligger i, at det er den først kendte behandling af digtekunst.

Men den bedste forklaring peger oversætterne selv på i den glimrende indledning: Aristoteles gik til sagen med stor nysgerrighed og foreslog begreber, som stadig kan være nyttige. Han har så at sige defineret litteraturkritikken.

Han siger for eksempel, at fiktion er mere filosofisk end historie. Digtere skal ikke fortælle, hvad der ER sket, men hvad der KAN ske. Historie er specifikt, digtning er alment. Det er så sandt, som det er sagt.

Et andet eksempel er hans behandling af de vigtigste faktorer i et drama. Plottet står foran karaktertegningen, for dramaet skal gengive en udvikling. Ja, litteratur er gengivelse efter hans mening. Det græske begreb er mimesis, men det gengives i denne oversættelse ikke som tidligere med efterligning, men netop med gengivelse. Her kan man også tænke videre.

Moderne seriekonstruktører kan med fordel konsultere Aristoteles’ advarsler mod at fylde for meget ind i et stykke, ligesom han sætter en klar og tydelig finger på det tragiske: Det skal være ufortjent, ellers er det ikke tragisk.

Endelig kan man også pege på det meget omdiskuterede begreb katharsis. Det er Aristoteles’ ord for den renselse, som dramaet tilbyder tilskueren.

Måske mener han en slags terapeutisk, stedfortrædende udrensning af grundlæggende følelser, så man kan komme af med dem – det er frygt og medlidenhed, han nævner. Eller måske mener han en renselse af følelserne, så de står klarere for en.

Disse ting forbliver interessante, fordi vi alle sammen er vilde med fiktion. Det behøver ikke være tragedie, det kan være andre genrer. Men om Aristoteles har sat gang i den generelle litteraturkritik med sin lille bog, ufuldstændig eller ej, det ved vi ikke.

Nu er så den 7. danske oversættelse siden 1785 udkommet, så man kan jo læse selv. Oversættelsen er foretaget af Christian Dahl og Marcel Lysgaard Lech, og den er fin. Den virker helt opdateret, og forsøget med at skille Aristoteles’ ræsonnerende tekst og hans medtagne eksempler og digressioner rent typografisk virker meget godt på læsningen.

Teksten er forsynet med indledning, noter og et efterskrift om selve teksten og desuden en nyttig ordliste over græske og danske fagudtryk.

Det har vist sig, at visse formuleringer bedre kan forstås, når man inddrager gamle oversættelser af teksten til både latin og arabisk, så også på det punkt er denne udgave helt opdateret.