Pjanket og pjattet alvor

Roman - Anna Juul: ”Penge & Bacon”

Anna Juul prøver meget hårdt på at være sjov i sin romandebut som sig selv.

Og altså ikke i den selvopfundne digterske Veronika Katinka Martzen, i hvis navn hun tidligere har udgivet Forfatterskole-parodi-digtromansamlingen ”Jeg bruger min krop som et møbel” (2019), hvor hun med stor humor og succes tog tykt pis på digtere som fx Olga Ravn.

Her lykkedes det ironiske greb og stilparodien af både forfattersproget og – attituden meget sikkert. Og parodien er bestemt og i den grad Anna Juuls styrke – og indrømmet også i den nyudgivne roman ”Penge & Bacon”.

Alligevel er det bare lidt mindre morsomt i bogen her i eget navn. Læseren må spørge sig selv hvorfor? For når Juul skabte tekster og manuskripter til Den Korte Radioavis på bogstaveligt hedengangne Radio24syv, lynede og gnistrede sproget med et sikkert for mennesketypen, der blev udstillet.

Det samme sker egentligt også ”Penge & Bacon”, i hvert fald visse steder, hvis hovedperson, Anja, med den store navnelighed til forfatteren, bor i en Duplexlejlighed med ”sublime detaljer” på toppen af Østerbro i København med sin kæreste, Anders, og de to vandrende pinde, Penge og Bacon.

Om dagen syr Anja kostumer til DR Pigekoret, om natten sover hun (næsten) ikke. Anja påstår overihærdigt og meget ofte, at hun elsker Anders og at de har det langt bedre sammen end alle de andre par fra deres eget kreative segment i storbyen.

Men da Danmark kastes ud i en radikal klimalockdown for at nedbringe landets CO2-udslip, isoleres de to (og de to vandrende pinde!) i duplexlejligheden uden internet og med blot en ugentlig kasse fra Aarstiderne med grøntsager sendt af Staten Danmark. Hvad gør man så egentligt, når man har udgangsforbud og ikke har andet end hinanden?

Anja er en både en klassisk, upålidelig jeg-fortæller i den blicherske tradition og en senmoderne, ung fortæller med alle mulige sproglige selvmodsigelser og lån fra især amerikansk mainstream-kultur, ønsketænkninger, retoriske spørgsmål, tvivl og ironiske angreb på sig selv og alt og alle.

Romanen er stilmæssigt en sær blanding af noget Jan Sonnergaardsk social-sur-realisme med en hård kritik af den politiske elite i Danmarks vanvidsbeslutninger i krisesituationer.

Tilsat overnaturlige elementer som de talende vandrende pinde, Penge og Bacon, der spøgelsesagtigt og magisk realistisk repræsenterer den påpasselige og den brutale side af Anjas bevidsthed – og samtidig rummer den lidt forcerede humoristiske tone. Elementet af netop Den Korte Radioavis’ politiske satirer sat på spidsen i bedste Kirsten Birgit-ranting-stil.

Men Anna Juul ønsker samtidig med stilblandingen at lave en slet skjult kritik af, allegori over og parodi på Mette Frederiksens håndtering og krisestyring af corona-pandemien, statsministerens newspeaktale om ”sammenhold hver for sig” og den medieskabte konkurrence med nabolandet Sverige om at klare krisen bedst.

Alt sammen er medtaget i romanen i skikkelse af Statsminister ”Lillian”, som Anja tydeligvis ikke bryder sig om.

Det er den underliggende alvor i hele romanprojektet, kritik, som bestemt er relevant, men den pjankede tone i Anjas sprog, de psykotisk-fjollede dialoger med de vandrende pinde og hende selv støder ind i kritikken.

Bogen vil både være samtidssatire, cli-fi-roman om klimakrisen, en senmoderne parforholdsroman om et sammenbrud i et forhold i den kreative klasse, sort-ironisk temabog om ensomhed og kedsomhed og endelig en slags symbolsk allegori over coronapandemiens udfordring af det samlede, demokratiske system i Danmark.

Og det på blot 270 sider.

”Mig og Anders holder om hinanden, mens vi står på tagterrassen og kigger ned på gaden, hvor en kampvogn med et dansk flag nærmest triumferer med sin blotte tilstedeværelse. Den ledsager en større menneskemængde, som i gåsegang bevæger sig hen til dét sted, de har lyst til at opholde sig de næste to måneder, hvor vi skal være i en såkaldt ”klimalockdown”, fordi Statsminister Lillian og resten af regeringen har indset, at det står så grelt til med klimaet, at de er nødt til at gøre noget, ja, ”drastisk” for at mindske CO2-aftrykket [….] ALT er bare LUKKET. Inspirationskilden var stenalderen, forklarede Statsminister Lillian, dengang havde folk nemlig ikke brug for sådan noget strøm, og hvis de kunne klare sig uden, så kunne vi nok også.”

Det siges ikke her, at man ikke kan kombinere alvor og humor rigt og succesfuldt jf. Piet Heins gamle mundheld: ”Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!”.

Det handler blot om doseringen. Bogens egen bagsidetekst afslører selv det lidt ufokuserede blik for værket: ”og tilværelsens øvrige ulidelige halløj” står der som salgstekst på coveret.

Denne upræcision er en præcis betegnelse for Anna Juuls til tider lidt letbenede genreblanding.

Alligevel vinder værket sin læser pga. netop sin hovedkarakters præcist indfangede sprogbrug og åbenlyse selvløgn, som elegant udstilles, og så er der glimt af ægte fortvivlelse og følelser midt i al parodien, pjatteriet og ironien.