At hoppe i mytebassinet

Anders Dræby: "Visdommens rum"

For nogle år siden udsendte Dræby sin første bog Livskunsten. Han ville have folk til at vågne, fordi alt for mange glemmer deres åndelige side og fortaber sig i flokmentalitet, almindeligt forbrug og ubevidste vaner.

Midlerne blev hentet i mange forskellige religiøse og filosofiske traditioner. Nu er opfølgeren så kommet her 5 år senere.

Dræbys fokus denne gang er fordybelse. Han søger i de gamle visdomstraditioner for at udstyre det moderne menneske med en åndelig vision, der får brikkerne til at falde på plads og giver mening og retning.

Til brug for denne ’grounding’ laver han guidede sjælerejser i forskellige mytologiske verdener. Bogen igennem bliver det til fire traditioner, den shamanistiske, den ægyptiske, den græske og den nordiske.

For hver tradition udnævner Dræby et grundlæggende symbol og et kernebegreb. Det bliver til en smuk, firedelt model, der endda kan tegnes som en blomst (selv om der ikke findes 4-talsblomster).

Den shamanistiske hule skal sætte os i forbindelse med naturen, det ægyptiske tempel drejer sig om døden, den græske drøm handler om lidelsen, og hvordan man kan forholde sig til den, og endelig er der livskraft at finde i den nordiske tradition med træet som grundsymbol.

På denne måde kan det stakkels moderne menneske, der har fortabt sin ånd i materialistisk udvendighed, måske finde tilbage til en større sammenhæng end sig selv.

Hvis tilværelsens store kræfter kan strømme frit i et menneske, finder det menneske så også sit eget ståsted og sin egen mission. Dræby selv er tydeligt på vej til en rolle som vejleder.

Hele tankekomplekset er præget af ideen om New Age. Myterne forstås symbolsk som indre tilstande, og alt går op i en højere enhed. Det er et problem, at alt på den måde minder om alt.

Her må man for at få det hele med glemme sin frygtelige rationalitet, for den har jo skaffet os alle problemerne på halsen. Set på den måde er bogen her endnu et angreb på oplysningstidens idealer, og argumentationen er derfor ikke logisk sammenhængende.

Eller rettere: Der rationaliseres, blot på en anti-rationalistisk måde.

For hvordan det kan være, at alle de forskellige folks myter alle sammen handler om den samme sjælerejse? Hvorfor er døden specielt ægyptisk? Er der ikke også natur og livskraft i den græske tradition? Er den shamanistiske praksis her på egnen ikke lige netop den nordiske? Forståelsesskemaet går lidt for let op, når man tænker på de historiske forhold og fortællingernes mangfoldige udtryk.

Når bogen alligevel er værd at læse, skyldes det Dræbys store kapacitet. Hans evne til at læse og forstå er veludviklet, og han omsætter de mange fortællinger i et godt sprog og med en gennemtrængende fornemmelse af, hvor meget det betyder for ham selv.

Han er ved at slænge kulturens byrde af sig og finde sin egen vej.