Gormans præsidentdigt

Amanda Gorman: ”Bjerget vi bestiger. Et digt til vores tid”

CarlsenPuls har på rekordtid fået oversat og udgivet Amanda Gormans digt, som hun læste op ved præsident Joe Bidens indsættelsesceremoni. Udgivelsen indeholder et forord af Oprah Winfrey samt Gormans originale digt.

Det kan nogle gange være svært at anmelde en oversættelse, fordi digtet i sin originale sprogdragt sagtens kan være fantastisk, mens oversættelsen kan vise sig at gøre vold på digtet.

Det er desværre tilfældet i Naiha Khiljees danske oversættelse af ”The Hill We Climb”, hvor digtet spændes for en identitetspolitisk ideologi, der ikke findes grundlag for i teksten.

Allerede i Winfreys forord står en af mine anker ved oversættelsen citeret: ”En efterkommer af slavegjorte”, men dét er mere Khiljee end Gorman. Hos Gorman står der ikke efterkommer af slavegjorte, som er en identitetspolitisk term, men af slaver – ”slaves”!

Hvis Khiljee skulle have haft ret i sin oversættelse, ville der have stået ”enslaved persons” i originalen.

Dermed fejloversættes der – måske - bevidst ideologiserende for at spænde digtet for en identitetspolitisk dagsorden, der fokuserer mere på de adskillende kendetegn ved vores samfund i dag end de samlende.

Gorman arbejder derimod samlende med sit digt – hun skriver:

”Og vi må derfor vende blikket væk fra det

                                    der står imellem os

Og rette blikket fremad for at se det, vi står over for”.

Lidt senere hedder det uddybende, at vi ikke kommer til ”at sejre med sværdet, / Men med broerne”. Disse ord står i grel modsætning til den identitetspolitiske ideologi, der skrives ind i digtet i og med begrebet slavegjorte.

Khiljee gør på den anden side sit bedste for at ramme Gormans letflydende sprog også på det transformative niveau. I originalen hedder det:

”That even as we grieved, we grew. / That even as we hurt, we hoped. / That even as we tired, we tried”, hvor de lydlige forskydninger (grieved/grew, hurt/hoped, tired/tried) i stedet forsøges ramt på følgende, og egentlig ganske vellykkede måde:

”At selv da vi sørgede, voksede vi.

At selv på smertens leje søgte vi håbets veje.

At selv da vi var trætte, gjorde vi vores bedste”.

Det er svært at oversætte, så Gormans linjer kommer til sin ret, men her er forsøget i det mindste gjort, men det viser også noget om, hvor svært det er at oversætte netop dette digt.

Overordnet set lykkes Khiljee dog, men oversættelsen af ”slaves” med ”slavegjorte” er en utilgivelig fejl.

Gormans digt får dermed ikke lov til at tale sit eget sprog, men tvinges ind i en sammenhæng, som Gorman måske nok har sympati for, men det er ikke dét, der står i digtet.

Eller hvad værre kunne være:

Khiljee underkaster sig en farlig ideologis nysprog, der risikerer at underminerer alt det, ”Bjerget vi bestiger” forsøger at gøre. Bygge bro, samle og skabe forbrødring på tværs af mennesker og tidsaldre.