Brændt barn

Alberte Winding: "Småt brændbart"

Alberte Winding har skrevet en rigtig god erindringsroman om at være ung, næsten voksen og forsøge at finde sin egen vej i livet. Hun skriver så fint og poetisk om den svære overgang mellem barn og voksen, om sårbarheden, usikkerheden, uskylden, længslen, men også om modet til at forlade forældre og selv få nogle (sommetider dyrt købte) erfaringer med livet.

Alberte – i bogen hedder hun Solveig - tager sammen med sin kusine Marie i sommeren 1980 til den amerikanske ø Martha´s Vineyard for at passe den lille dreng, Ben. Martha´s Vineyard er et sommerparadis befolket af kunstnere og musikere, og de to piger får erfaringer med både alkohol, hash og kærligheden.

I løbet af de næste år vender de to kusiner, men især Solveig tilbage til øen flere gange, og i lange perioder bor Solveig hos sin amerikanske kæreste Sean og hans mor Mary.

Det virker som om Solveig flygter fra Danmark, fra sin familie og fra skole og uddannelsesvalg. Hun flygter fra 80ernes ungdomsarbejdsløshed og boligmangel, og måske også lidt fra det at skulle være voksen. Hun har brug for at finde ud af, hvem hun selv er, langt væk fra sin far og den øvrige familie.

”Øen er en forestilling om et ny liv, et, hvor jeg bliver fremkaldt sådan, som jeg skulle have været, hvis min mor ikke havde taget sit liv og forandret mine muligheder.”

For ligesom forfatterens mor begik selvmord, da Alberte Winding var barn, begik hovedpersonen Solveigs mor også selvmord. Det har skabt en skrøbelighed i Solveig,   usikkerhed og evig tvivl om, hvorvidt hun er værd at elske. Og man får sådan en lyst til at holde om den unge, pjuskede, storrygende Solveig med de hullede bukser og sige, at det nok skal gå.

”Småt brændbart” er på mange måder en fortsættelse af ”Kastevind” fra 2018. Men hvor ”Kastevind” er rubriceret som ”Erindringsglimt fra en barndom” og på biblioteket placeret under 99.4. biografier og erindringer, er ”Småt brændbart” rubriceret som en ”Erindringsroman” og altså placeret under fiktion. Hvorfor mon?

Begge bøger har en jeg-fortæller, men i den første hedder hun Alberte og i den næste Solveig. Har forfatteren mon haft brug for at distancere sig selv lidt mere i ”Småt brændbart” end i ”Kastevind”?

Lige meget hvad, så er Alberte Winding god til at huske, hvor svært det kan være at være næsten voksen og selv skulle tage stilling til, hvad man vil med sit liv, hvem man vil være, og hvordan man vil opføre sig. Og hendes sprog er lige så poetisk og fint som i hendes sange.