Verdens ømme ligegyldighed

Albert Camus: "Den Fremmede"

God litteratur viser gennem sprogets uendelige mangfoldighed menneskets forsøg på grundlæggende at begribe den eksistens, det nu en gang er kastet ud i:

Billeder af det indre og ydre liv, stemninger og refleksioner, der udspringer af den enkeltes interaktion med sig selv, sin tid, det omgivende samfund og den kultur og natur, det færdes i.

I en senmoderne virkelighed med konflikter, krige, nye autoritære regimer, flygtningeproblemer, stigende fattigdom, klimakrise og pandemier kan det for den enkelte – og måske i særlig grad den unge - være forbundet med store problemer at definere sig et varigt og sammenhængende livsperspektiv.

Hvordan skal jeg forstå og perspektivere min væren i en verden, hvor sammenhængsskabende værdier er brudt sammen?

Gennem den æstetisk-sproglige iscenesættelse begriber litteraturen noget som umiddelbart synes ubegribeligt.

Den kan belyse og diskutere de svære spørgsmål, virke som et spejl, der kan bringe os til at reflektere vores eksistens. Det er derfor, vi beskæftiger os med de store værker i litteraturen.

Et sådant er Albert Camus’ ”L’Etranger”, 1942/”Den Fremmede” 1944. Det er den første roman i Camus’ forfatterskab og efter mit skøn den bedste.

Med sin knappe fortælleform og sin jeg-fortæller, der gennem det meste af romanen står uden for sig selv og de andre personer og begivenheder i det fortalte, tematiserer og anskueliggør Camus væsentlige problemstillinger for det moderne og senmoderne menneske.

Romanens handling udspiller sig i Algier. Hovedpersonen er den unge kontormand Meursault, hvis hverdag består af gentagelser, som alle har samme gyldighed.

Et ledemotiv i romanen er udsagnet, ”at det ikke betyder noget”. Romanen åbner med sætningen: ”I dag er mor død. Eller måske var det i går. Det ved jeg ikke.”

Samme distance har han til sin veninde Marie. Hun spørger, om han elsker hende og får svaret ”at det ikke betød noget.”

Han lever med øjeblikkets indskydelser, som fører ham frem til romanens omslag: han kommer i selskab med en nabo, der er alfons - ”lagerforvalter” – kommer derigennem i slagsmål med nogle arabere, som han ikke har noget udestående med.

Med en pistol, han pludselig får stukket i hånden, dræber han en af dem – ikke af ondskab eller racisme, men:

”Jeg følte kun solens messingbækkener, der slog mod min pande, og jeg skimtede utydeligt det glimtende sværd, der strålede ud fra kniven, som araberen stadig holdt foran mig…Så gav alt sig til at vakle. Havet førte en tyk og glødende ånde ind mod mig. Jeg syntes, himlen åbnede sig i hele sin udstrækning og lod ild regne ned…Aftrækkeren gav efter ..og med knap og dog øredøvende lyd begyndte det hele….Jeg forstod, at jeg havde ødelagt dagens ligevægt og søndret den enestående stilhed på denne strand, hvor jeg havde følt mig lykkelig.….Og det var, som om jeg bankede fire korte slag på ulykkens dør.”

Dette citat er et centralt omdrejningspunkt. På to planer. For det det første markeres tekstens idehistoriske ståsted: absurdismen. Billederne med solen, havet, lyset og larmen markerer disharmoni, kakofoni, blindhed og meningsløshed.

Hvis spørgsmålet hvorfor stilles, gives der intet svar – og der gives ikke på forhånd noget mønster, der peger frem mod den dramatiske hændelse.

For det andet markeres et omslag fra ikke-viden til viden.

Drabet følges af en retssag, der fra ”maskineriets” synspunkt er som en retssag skal være, og som derfor prøver at forklare Meursault og drabet som udslag af et psykologisk særtilfælde.

For Mersault og læseren er retssagen grotesk. Mordet skyldes ikke psykologiske omstændigheder, men noget så underligt som ”solskinnet”.

Men rettergangen åbner for, at Mersault begynder at reflektere over sit eget liv, og han åbner sig for første gang for ”verdens ømme ligegyldighed”.

Retssagen er således både maskineriets retssag mod Mersault og hans egen sag mod en fremmedhed og meningsløshed, som han forsoner sig med.

Camus bliver sammen med Sartre anset som hovedfigurerne i den moderne eksistentialisme, der som udgangspunkt har, at eksistensen går forud for essensen (Sartre).

Det vil sige, at der ikke på forhånd er givet en bestemmelse for det enkelte menneske, at der ikke er noget uden for eksistensen selv – f.eks. en gud – der kan skabe mening. Overvindelsen af fremmedheden kan kun ske ved, at den enkelte tager absurditeten på sig og søger intensiteten i det umiddelbart givne liv.

Dette forhold drøftede Camus filosofisk i ”Sisyfosmyten”, der også udkom i 1942.

Af betydning for Camus og Sartre er to andre filosoffer, der har reflekteret over menneske og eksistens, nemlig dels Søren Kierkegaard og dennes påstand:

Troen er ikke et institutionelt anliggende, men en sag for ”hiin Enkelte” og dels Martin Heideggers tænkning om ”das Man” og menneskets ”væren i verden”.

Eksistenstænkningen er ikke en samlet idehistorisk retning. Tværtimod.

Camus brød sig ikke om etiketten eksistentialist eller filosof. Han anså sig selv for at være livsnyder og digter, der hengav sig til det intense liv, Middelhavet kan byde på: varmen, havet, strandene og de smukke kvinder.

Camus blev født 1913 i Mondovi i det nordlige Algeriet af fattige franske indvandrere i Algeriet. Faderen dør under 1. verdenskrig, og familien flytter til Algier, hvor han vokser op i et fattigt arbejderkvarter.

Han omkom ved en trafikulykke i 1960. Udokumenterede historier påstår, at det russiske KGB stod bag ulykken, fordi Camus, som ellers sympatiserede med kommunismens utopier om det klasseløse samfund, i modsætning til f.eks. Sartre ikke kunne acceptere Stalins forbrydelser.

Det lykkedes Camus at få en studentereksamen, men han måtte på grund af tuberkulose opgive videre filosofiske studier på universitetet. Han er en kort tid medlem af det algierske kommunistparti.

Han flytter til Paris under 2. verdenskrig. Han kommer her i forbindelse med franske venstreintellektuelle, bl.a. Sartre og Simone de Beauvoir og deres tidsskrift ”Moderne Tider”, ligesom han blev tilknyttet undergrundsavisen ”Combat”.

Camus brød med Sartre og de franske venstreintellektuelle dels på grund af disses accept af Stalins forbryderiske regime og dels på grund af deres forhold til den algierske frihedskamp 1954 – 1962, som de i modsætning til Camus støttede. Camus så helst et føderalistisk kompromis mellem Algeriet og Frankrig.Camus fik i 1957 Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab, der har sat sig spor i efterkrigstidens litteratur, bl.a. i det absurde teater og i den danske modernisme fra midten af 1950erne og frem til slutningen af 1960erne.

Forfatterskabet består af romaner, essays og skuespil. Men det er som romanforfatter og essayist Camus står stærkest.

Efter ”Den Fremmede” følger ”Pesten” 1947 om forholdet mellem stat, individ og samfund. Romanen er netop genudgivet og kan siges at være aktuel i forbindelse med den raserende pandemi.1956 følger ”Faldet”, der handler om det vestlige menneskes og den vestlige civilisations skyld.

Efter ”Den Fremmedes” og ”Sisyfosmytens” insisteren på, at den eneste mulige modstand mod livets absurditet er at søge nuets intensitet, undersøger essayet ”Oprøreren”,1951, muligheden for en ny solidaritet mellem mennesker.

Med en hilsen til Descartes hedder det ”jeg revolterer, derfor er vi”.