Kapunen i fuld staffage

Adam Oehlenschläger: ”Digte 1803”

Danmarks nationalskjald må jo om nogen være Oehlenschläger, hvilket kan undre, for af hele hans produktion kender de fleste i dag vel kun to af hans digte, hvoraf det ene nok ikke tilskrives ham af ret mange.

Det første er digtet ”Guldhornene”, som findes i debutsamlingen ”Digte” dateret 1803 (dog udgivet sidst i 1802); det andet er vores nationalsang.

I virkeligheden er Oehlenschläger mest interessant i forhold til den rolle, han indtager i forskellige litteraters ideologiske projekter.

Hvad enten det er, at Oehlenschläger ene mand og nærmest ud af intet indførte Jena-romantikken/organismetanken i Danmark dengang i 1803 eller 02 (Vilhelm Andersen i 1896/Aage Henriksen) eller at han på det nærmeste indførte det hæsliges æstetik og modernismen i Danmark (Peter Stein Larsen).

Vel at mærke en modernisme, der opstod i Danmark 140 år senere og i tre faser fra 1940’erne til 1970’erne, hvoraf Rifbjergs konfrontationsmodernisme fra 60’erne nok er den mest prominente, om end min personlige smag hælder mere over mod 40’ernes og 50’ernes hereticanske modernisme.

Der var nok også mere gotisk gys i engelsk 1700-talsstil over Oehlenschläger end baudelairsk hæslighed. Jena-romantiker blev Oehlenschläger aldrig, hvorfor den andersenske myte er skudt helt ved siden af.

Og forfader til modernismen?

Tja! Så kan man selvfølgelig pege på, at med Oehlenschlägers lyriske drama, ”Et Sanct Hansaften-Spil” fik Danmark endelig sin egen Goethe eller Shakespeare. Hvilket selvfølgelig er noget biedermeiersk vås, og det vil da også være tydeligt for enhver, der har læst Goethe eller Shakespeare – og Oehlenschläger.

Det er mig derfor ubegribeligt, at Oehlenschläger står som de litteraturhistoriske ideologers foretrukne projekt – med mindre man anskuer det som en videreførelse af Vilhelm Andersens grundlæggende myte om den danske urdigter.

Debuten ”Digte” er opdelt i tre dele: ”Romanzer”, ”Blandinger” og ”Sanct Hansaften-Spil”.

Romanzerne eller balladerne er optaget af naturdigtning, fortidsminder og nordiske guder i en ossiansk aftapning (egentlig et falsum produceret overbevisende og lidt sentimentalt af den skotske digter James Macpherson (1736-96)).

Det har været kritisk anført, at ottaverimene (rimede strofer på otte verslinjer) ikke klædte folkeviserne, som var inspiration for flere af balladerne. Kombinationen af ottaverim og folkevisestof ses f.eks. i digtet ”Valravnen”

Problemet med eksempelvis ”Valravnen” er egentlig, at digtet bliver overfladisk. Ja, der er en sikker strofe- og versopbygning, men folkevisestoffet bliver yderliggjort. På den måde, så er der ikke rigtig noget, der skaber dybde – som det f.eks. ses i de ossianske sange.

Guldhornene

Men tag også ”Guldhornene”, et af vores mest kanoniserede digte – man kommer ikke igennem en gymnasial uddannelse uden at have stiftet bekendtskab med dette digt. Vi kender alle sammen digtets indledende linjer:

”De higer og söger

i gamle Böger,

i oplukte Höie

med speidende Öie”

”De” er alle oldtidsforskerne, der uden held søger efter vores fælles fortid. Men de finder som bekendt ikke de ophøjedes ”Mystisk Helligdom”, det gør først en ung mø, og dernæst en ung mand, der pløjer marken:

”Naturens Sön,

ukiendt i Lön,

men som sine Fædre

kraftig og stor”.

Det er guderne, de gamle nordiske forstås, der har muliggjort, at de to guldfund dukkede op af jorden på rette tid og rette sted. Og dog – for hvad sker der egentlig?

”Hvad de gav de tog tilbage. / Evig bortsvandt Helligdommen” af denne grund: ”Men I see kun deres Lue, / ikke det ærværdigt Höie!”.

Altså er det helt store spørgsmål, som Oehlenschläger beskæftiger sig med dette: Guldhornene findes, men vi forstår dem ikke, vi ser kun på dem som Guld, og derfor trak guderne dem tilbage.

Hvor er den psykologiske eller filosofiske problematisering? Både den unge mø og mand er bare værktøjer, de er endimensionale i deres karaktertræk, ligesom oldtidsforskerne er, og dette almene ”I”, som italesættes til sidst.

Digtet bliver til ren staffage for en minimal pointe. Der er ingen større sammenhæng på spil, men nok lidt nationalromantik, som der også er i ”Fædrelands-Sang” skrevet 16 år senere.

Hvor ligger egentlig Frejas sal?

I 1819 skrev Oehlenschläger sin 12 strofer lange fædrelandssang i forbindelse med en konkurrence som Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse udskrev.

Men han deltog ikke i konkurrencen og udgav selv sin sang i 1823, og der blev sat melodi til den i 1835. I 1846 kom sangen i en ny udgave, hvor digteren havde skåret den ned til 1, 2, 3, 5 og 12 strofe af den oprindelige udgivelse.

Vi kender alle sammen første strofe af denne ”Fædrelands-Sang”:

”Der er et yndigt Land,

Det staaer med brede Bøge

Nær salten Østerstrand;

Det bugter sig i Bakke, Dal,

Det hedder gamle Danmark,

Og det er Freias Sal”.

Strofen er et klasseeksemplar på alt det, der er galt med Oehlenschlägers fædrelandssang. Digtet er ekskluderende i den forstand, at dels tales der allerede i anden verslinje ind i en kontrafaktisk virkelighed – for Oehlenschlägers land stod ikke med brede bøge.

Kun 2-3% af landet var dækket med skov, og skovene blev reddet på målstregen, blandt andet ved, at man tilplantede store hedearealer i Vestjylland. Og hvad med det yndige land? Er den jyske vestkyst et ”yndigt” land? Er heden yndig?

Nej, siger læseren nok, men nu tales der også om ”Bøge / Nær salten Østerstrand”. Præcis, og formentlig nærmere bestemt den sjællandske østkyst – og dét ”er Freias Sal”.

Oehlenschlägers Danmark er et Sjælland uden Fyn og Jylland, hvor der stadig var noget vildskab at finde – men den vilde hede blev først beskrevet med Blicher, og nationalskjalden kendte den i hvert fald ikke.

Der henvises selvfølgelig til ”Hvor Ploug og Kiølen furer, / Der svigter Haabet ei”, og til ”hver en Danneborger”, som samlende billeder, men med vanlig overfladiskhed, og så afsluttes sangen med følgende naturbesyngelse:

”Vort gamle Danmark skal bestaae,

Saa længe Bøgen speiler

Sin Top i Bølgen blaa”.

Vores Danmark skal bestå, men netop kun ”Saalænge Bøgen speiler / Sin Top i Bølgen blaa”. Igen denne sjællandske idyl, for ”I et land uden høje bjerge” glemmer Oehlenschläger igen den vilde natur, der faktisk er tilbage. ”Fædrelands-Sang” lugter lidt for lokalt og alt, alt for lidt nationalt.

Mit primære problem med Oehlenschläger, både i et specifikt og et generelt perspektiv, er således hans mangel på substans og på den måde, minder vores nationalskjald mere om en kapun i fuld staffage end et digterisk geni.

En dansk klassiker

Oehlenschlägers ”Digte” har, uanset indhold og substans, haft en lang virkningshistorie og alene af den grund, er den en klassiker.

Gyldendal og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab står sammen om at udgive serien ”Danske klassikere”, som indeholder et væld af både gode og nødvendige bøger.

Man kunne drømme om, at disse udgivelser kunne gives i abonnement til konfirmander eller studenter – selvom det nok ikke ville blive værdsat, hvis det kostede den sidst nye smartphone på gavebordet.

Denne udgave af ”Digte” udkom tilbage i 2019, og den er udgivet med et, sædvanen tro, oplysende efterord af tekstudgiveren – i dette tilfælde Johan de Mylius.