Efterlivets sår

Roman - Abdulrazak Gurnah: ”Efterliv”

Nobelprisvinderen i litteratur 2021, tanzaniansk-britiske Abdulrazak Gurnah, udfolder en række såkaldte efterliv i sin seneste roman, der nu er oversat til dansk med titlen ”Efterliv”.

Det er en stærk og smuk beretning om krig og kærlighed i 1900-tallets første årtier fortalt i Gurnahs karakteristiske, sproglige stil, hvor poetiske beskrivelsespassager møder en næsten kølig nøgtern opremsningsform.

Som lille pige efterlades den forældreløse Afiya hos en uvenlig slægtnings familie, da hendes ældre og eneste bror stikker af og lader sig hverve til den tyskledede ”Schutztruppe”, der fører talløse kolonikrige mod oprørske stammer rundt om i Deutsch Ostafrika (og senere i kamp mod Storbritannien).

Afiya vokser op med en uddannelsesiver, men tvinges brutalt til at føje sig kvindens begrænsede plads i samfundet. Hendes onkel og patriarken i plejefamilien knuser hendes skrivehånd, som broren, Ilyas, har lært hende at lave skrifttegn med.

Denne knuste hånd bliver Afiyas efterlivs sår, men aldrig et banesår, da hun ikke er en ”quitter”. Efter krigen i slutningen af århundredets andet årti dukker Ilyas ikke op igen og henter Afiya som lovet.

Det gør i stedet en anden og smuk ung mand, Hamza. Han blev solgt til krigsmagten af sin familie og også såret (som Afiyas hånd) af en brutal, tysk befalingsmand med et sværdhug.

Han deler en passion med Afiya. Han er også en indfødt, der har lært at læse og sågar formår at tyde Heinrich Heine på tysk. De to forelsker sig i hinanden på afstand.

Historien finder sin stærkeste energi og nervetråd i dette kærlighedsmøde, hvor de begge finder ”efterliv” i hinanden og det barn, de sammen får, der bærer navnet (selvfølgelig!) Ilyas – efter den forsvundne onkel.

”Efterliv” udgør en til tider skræmmende, men også indfølt og smuk skildring af mennesker, som kæmper for deres eget livsværd i skyggen af kolonialismens verdensorden. Romanen foregår over samlet set 80 år – fra de tidlige, voldelige år af Tysklands kolonialhistorie frem til to år efter Tanganyikas uafhængighed i 1961.

De tidligste år af kolonialhistorien præsenteres som en interessant prolog, hvor hovedkarakterernes egen forhistorie præsenteres.

Den sidste periode i årene efter Anden Verdenskrig er desværre lidt mere pakket, nærmest krammet, sammen i en lidt vel forceret epilog, hvor Ilyas vil finde Ilyas den ældre i af alle steder – Tyskland

Denne overordnede struktur skal nævnes, fordi det er heri, vi ser Gurnahs særlige skrivestil, som er en omvending af ”show, don’t tell”. Gurnahs er oftest ”tell, don’t show”, hvor story telling og karakterers brevskrivning udgør hans vigtigste litterære redskaber.

Alt dette bryder Gurnah med i mellemkrigstidskapitlerne i bogen, hvor han udfolder Hamza og Afiyas love story, følelserne og et egentligt hverdagsliv i post-Deutsch Ostafrika under britisk protektorat med overtroisk shamanisme, islamisk tro, handel og tusk, mødet med nye teknologier, efterkrigens konkrete og sjælelige sår og racemæssig dominans.

Her kommer det hele i den grad til live.

Læseren trænger ind i sindet på mange af karaktererne og oplever fordomme, frustrationer, sorger og glæder indefra – også med mere elegante antydninger i replikker og små gerninger.

Og en interessant, nørdet detalje for denne anmelder var, at et tidligere Gurnah-værks hovedperson, Yusuf i romanen ”Paradis” – også anmeldt her på www.kulturen.nu – har næsten den samme baggrundshistorie blot med små navneændringer til forskel. Således udgør ”Efterliv” på mange måder Yusuf-figurens efterliv i form af Hamzas fortælling.

Overordnet betragtet kan man ikke undgå at synes, at ”Efterliv” er fascinerende. Man bliver lidt afkoblet i midten af Første Verdenskrigs-delen med beskrivelserne af Askari-tropperne i Schutztruppe, der bliver næsten historiebogsrefererende.

Det er dog åbenlyst med vilje.

Gurnah vil vise baggrunden for læsere, der ikke kender kolonialkrigen i Den Store Krig. Og så kan han åbne op for en egentligt litterær beskæftigelse med efterlivene for alle de afrikanere, der måtte lide for en europæisk konflikt og magtbegærlig strid.

Alle disse menneskers skæbner i den østafrikanske kystby, hvor Hamza, Afiya, lille Ilyas og de andre figurer bor, viser sig – på trods af være kant-eksistens ift. Europa – at være dybt påvirkede i deres daglige liv, livsopretholdelse og økonomier.

Den koloniale økonomi og militære udvikling viser med tydelig, at de alligevel er forbundne, selvom de lokale ikke kan følge stridens pointer og egentligt ikke ønsker at være en del af den for størstepartens vedkommende.

Nøglen til romanens bedste styrkedel ligger i efterlivsparten mellem de to krige. Den epilogiske passage som understreget lidt påklistret, ja, kunne have været roman-idé til en lige så stærk opfølger-historie om de to Iliyas-skikkelser. 

Foto: Mark Pringle.