Ingen ”Lekture til Kaffebordene”

Den danske forfattet Karl Gjellerup (1857-1919) så det som sit kunstneriske mål, at han skulle huskes som idealistisk og klassisk digter, forankret i antikken og den tyske idealisme, hvor Friedrich Schiller var hans store ideal. Men inden han kom derhen, skulle han omkring Heine, Byron og Det moderne Gennembrud. Han ville hellere, skrev han i et brev, skære halsen over på sig selv end skrive romaner. Hvis han ikke havde haft økonomiske forpligtelser, ville han ikke have nedladt sig til at skrive ”Lekture for Kaffebordene”. Det var da også for den idealistiske tanke i forfatterskabet, han i 1917 delte Nobelprisen i litteratur med Pontoppidan. I et af de få interviews, Pontoppidan giver i anledning af pristildelingen, skelner han meget præcist mellem sig selv og Gjellerup. Pontoppidan får anerkendelse for den ”hjemmegroede folkelige Digtning…hentet lige op af vor egen Muld.” Gjellerups kunst har derimod ”sine vidt forgrenede Rødder i den klassiske Jordbund.” Det er både præcist og neutra...