Ja ja, min gyngende kæphest

Tristan Tzara: ”Syv dada manifester” Fra den gamle verdens ødelæggelse, i årene efter 1914, rejste sig en fontæne, et keramisk urinal, halvgemt i et hjørne af et museum, signeret R. Mut 1917 – på tysk for fanden: Ar. Mod – stillet frem af Marcel Duchamp. Readymaden blev dadaismen mest synlige konsekvens – altså bortset fra en række manifester, som det var populært i tiden. Futuristerne hyldede krigen, ødelæggelsen, fascismen, mens dadaisterne anderledes kritisk hyldede farmacien, som i Jørn Erslev Andersens forelskede efterord udarter bevægelsen til endnu en ideologi – svaret på det hele: ”Det kan være blidt, godmodigt, det har altid ret, det er stærkt, kraftfuldt og logisk”. Den patosfyldte anråbelse af logikken, hvor dikotomierne (ordenens tvedelinger – red.) gør det ud for egentlig dybde. Moldoviske Samuel Rosenstock bliver i 1915 til den fransktalende Tristan Tzara, øjeblikkets, det legende barns, den store kynikers og krigsmodstands apoteker, der udskriver syv manifeste medikament...