Uformående dystopi

Digte - Tobias V. Larsen: “Den nye hud er stål” Larsens seneste digtsamling er opdelt i to dele. Den første er skrevet af ham selv. Den anden er kommet frem ved at fodre en særligt kodet tekstgenerator, hud.7, som Larsen har fodret med sine tidligere tekster. Det får Larsen til at konkludere, noget dystopisk, at en tilfældig AI (kunstig intelligens) er tegn på et nærtstående menneskeligt kolaps.  Som andre har gjort opmærksom på, så er det lettere at forholde sig til verdens/jordens/menneskehedens sammenbrud end ens egen død - og det er måske i virkeligheden ikke udtryk for andet end, at de fleste lever med en eksistentiel fremmedgørelse. Hvad angår digtene i første del, så er der tale om jævnt billedlige digte, men uden den store æstetiske sammenhængskraft. Et godt eksempel kunne være dette tekststykke: “jeg sidder i skyggen af et fyrretræ jeg sidder ved et cafébord jeg sidder på et færgedæk jeg sidder i en hospitalsseng jeg sidder i en ødemark og skriver denne bog   skinnehyl  gennem...