Digte - Niels Legêne Thomsen: “Du og jeg i hver sin kasse under jorden”
Efter otte års tavshed dukker Thomsen op med endnu en digtsamling, der består af fire suiter, der for de flestes vedkommende kredser om erindring og død, men på en sådan måde, at læseren igennem digtene alligevel bliver bekræftet i livet.
Sprogligt spænder samlingen dog ikke over så bredt et register, men til gengæld behersker Thomsen det register, han gør brug af.
Sproget er let tilgængeligt, hentet ud af hverdagssproget med formuleringer som “mig og …”, men det gives af og til energi gennem brugen af enjambement.
“slukker det lys jeg vil se
for der er mange ting
jeg ikke kan huske
før de er trukket fra
i et med rød kuglepen skamferet kladdehæfte
selv mørket må vige
når et slukket lys
sniger sig om hjørner
jeg ser brøkerne i pi
som vilde blomster
på vej mod vandet
bider lidt sammen
så de guldtænder
jeg får hen ad vejen
er på plads når manden
i krematoriet ser sit snit”.
Her ses også en af Thomsens andre forcer. Ne...
Artiklen kræver abonnement
Log ind hvis du allerede har en bruger, eller opret dig som bruger
og tegn et abonnement for at få adgang til hele artiklen.