Et af ”de stjålne børn”

Iben Mondrup: "Vittu" Jeg har på en gang glædet mig til og gruet for at læse denne roman. Fortsættelsen af Iben Mondrups roman ”Tabita” fra 2020, og jeg er ikke blevet skuffet. Den er præcis så god og samtidig så grum, at den næsten ikke er til at holde ud at læse. Hvis altså ikke det er fordi, at Iben Mondrup skriver så forbandet godt, også om det, der er næsten ubærligt at læse om. Sidst vi hørte noget til Vitus var han 4 år, og hans biologiske danske far og danske adoptivmor havde lige afleveret ham på et børnehjem, fordi hans adoptivmor fandt ud af, at hendes mand var far til ham. Således skilte de ham fra hans storesøster Tabita, hans Lillemor, som var hans eneste forbindelse til Grønland; den, der kunne huske deres grønlandske mor og snakke grønlandsk med ham. Det var så hjerteskærende at læse, hvordan de voksne, der syntes, de havde ret til at tage de to børn med til Danmark, overhovedet ikke formåede at være voksne og sætte børnenes behov over deres egne. I starten af denne rom...