Nordbrandt som et memento mori

Henrik Nordbrandt: ”Så en morgen” For første gang i ti år skriver Nordbrandt på niveau med sig selv, og hvilken forbandet glæde det er at læse ham i storform. Digtene i ”Så en morgen” kredser omkring døden, digterens eget svigtende helbred og erindringerne. Og de gør det meget langt hen ad vejen med en præcision som kun få andre end Nordbrandt behersker, når han er bedst. Samlingens første digt hedder ”Misfoster”, hvori det bl.a. hedder: ”Fingrene væk, Mester Breughel! Jeg skal nok selv male mit selvportræt med behørig tak for lån af baggrundens kors, hjul og stejler”. Digtet slutter med henvendelsen: ”Så rejs dig dog, for helvede!”, og så er stilen ligesom lagt. Men man er også som læser ført nådigt ind i, hvad jeg opfatter som en meget personlig digtsamling af Nordbrandt på et tidspunkt i hans liv, hvor døden er trådt ham nærmere. Et andet sted hedder det lakonisk: ”Tænk engang: Der er ingen børn tilbage fra det tyvende århundrede. De er alle sammen voksne hvis de ikke er døde”. I sa...