Påsken flytter sig. Det er en flydende højtid, som kan falde både tidligt og sent eller som i år lige midt imellem.
Man har på et tidspunkt fastsat påskedag til den første søndag efter fuldmåne efter forårsjævndøgn, og så kan læseren jo selv lige tænke over, om man ikke for nylig så en fuldmåne.
Fuldmånens manglende evne til at ramme de samme tider på året sikrer påsken et udfaldsrum på en hel måned.
Reglen er en af de mere sjove i vores kalendersystem. Den får nogle gange den mærkelige konsekvens, at forskellige kristne kirkesamfund fastlægger påsken til forskellige datoer.
Da man i den ortodokse kirke følger den ældre, julianske kalender, mens katolikker og protestanter holder sig til den gregorianske.
Men påske og forår knyttes alligevel sammen, og til en vis grad jo også i selve kalenderreglen, der går ud fra forårsjævndøgn, hvor lyset på den nordlige halvkugle tager overhånden.
Med foråret kommer der liv i naturen igen, og vi har særlige påske-liljer, vi har påskeharer, påskelam og påskeæg. Mange af de traditioner fejrer naturen og dens fornyede liv.
Ligesom med julen er den danske påske et sammensurium af religiøse og bredere kulturelle ideer og historier.
Grundfortællingen om Jesus, hans lidelse, død og opstandelse danner naturligvis den røde tråd i helligdagenes rækkefølge. Fra palmesøndagens indtog i Jerusalem over skærtorsdags sidste nadver til langfredagens død på Golgatha og påskemorgen, hvor de ikke kan finde ham i graven.
Denne lange og dramatiske historie sikrer også danske arbejdstagere et højere antal fridage end de andre kristne højtider.
Men den kristne historie er ikke den eneste fortællelinje i påsken, for Jesus selv var jo ikke kristen, men jøde. Den jødiske påske var det, der i det hele taget førte ham til Jerusalem og dermed hans død.
Den fest fejrer jøderne stadigvæk til minde om, at de var slaver i Egypten, men blev befriet af Gud selv og næste år skal mødes i Jerusalem. Hans ultimative våben mod Farao var dødsenglen, som slog alle førstefødte ihjel.
Men dødsenglen gik forbi de steder, hvor der var smurt frisk lammeblod på dørstolperne, og det havde jøderne fået besked om på forhånd gennem Moses.
”Gå forbi” hedder på hebraisk PESACH, så det er den fest, de holder, gå-forbi-festen. Fra den jødiske påske kommer påskelammet og offertanken.
Betegnelsen ”pascha” (græsk og latinsk version af det hebraiske) går videre til de lande, der blev kristne. Pascua (sp), pasqua (it), pãques (fr) og altså påske.
Men den kristne historie handler ikke om at gå forbi, den handler om død og opstandelse, og det i en grad, som mange moderne mennesker kan have svært ved at forstå. Vi kalder på dansk Jesu dødsdag for den ”lange” fredag, men på engelsk hedder den ”Good Friday” og på tysk ”Guter Freitag”.
Fortællingen om Jesu død er en god historie i kristendommen.
Den tredje fortællelinje går på naturens genfødsel, foråret som frugtbarhedens højsæson. Det er allertydeligst i den udbredte brug af symbolet ”æg”. Æg er fremtid og muligheder, mangfoldiggørelse og ny skabelse.
Skide være med, om hønen eller ægget kom først, vi spiser æg til påske, blødkogt, omelet eller skidne æg. Symbolet lader sig tænke sammen med tanken om det nye liv i Jesus-historien, men det lader sig også bruge uden religiøse overtoner.
Helt umulig er jo naturligvis forestillingen om, at det er påskeharen, der lægger de æg, man skal lade børnene finde. Men haren er notorisk frugtbar i en fart. Endda selv om man i visse bornerte lande erstatter den med kaninen, der i parentes bemærket er mindst lige så frugtbar i en fart.
Og man behøver jo kun have en lille plet jord at stikke grønne fingre i for at mærke, at tiden er ved at være inde til at rode og vente, håbe og nusse om spirer og kid.
Den tredje påskehistorie er altså den før-kristne frugtbarhedsreligion, dyrkelsen af livets genfødsel om foråret. Herfra kommer netop hare, æg og liljer, og det er i nogle af de germanske sprog fastholdt i betegnelsen for højtiden.
Easter på engelsk og Ostern på tysk stammer ganske givet fra før-kristen tid. Måske fra en forårsgudinde (Eostre/Eastre) eller måske fra et gammelt indvielsesritual med overhældning af vand.
”Ausa” er at øse. Og da de første kristne netop altid brugte fastetiden til at oplære nye kristne, så de kunne blive døbt til påske, var det ingen sag at identificere de to modstridende fester.
Så påsken er flerstemmig, der er jødiske, kristne og folkereligiøse forårsfornemmelser i blandingskarret, på bordet og i hele stemningen.