Smuk scenografi, flot skuespil - og totalt uforståeligt

TEATER: "De skønne dage i Aranjuez"

Jeg så stykket, da det havde premiere som streamet teater tilbage i januar. Dengang skrev jeg, at jeg ikke forstod det.

Det gør jeg stadig ikke. Så har jeg lige som varedeklaret mig selv: Dette er et meget vanskeligt stykke. Og det overstiger helt klart min fatteevne.

Jeg kan dog umiddelbart godt konstatere, at det er meget bedre som teater end som streamet teater.

Men lad os lige starte med det positive. På den front er det tre virkeligt stærke ting:

Scenografien

Scenografien er fabelagtig. Lyset er smukt. Scenografien hensætter en til et sydspansk landskab. Her er kraftig vind - så kraftig at den smukke beplantning nejer i vinden. Så kraftig at vi kan mærke vinden på tilskuerrækkerne.

Der er også en lille vandkunst i scenografien. Nøj hvor den larmer. Altså på den fede måde. Den vandkunst er genial i scenografien.

Men også lyset er genialt. Varmt, sydlandsk, lækkert står det i sin gullige tone - iblandt ovre i den helt klart hvide farve. Altså som lyset er midt på dagen i de varme lande.

Der er beplantning, der er en kilde, der er mudder. Jamen det er voldsomt smukt og overbevisende.

Skuespillerne

Så er der skuespillerne. Med Camila Gjelstrup og Martin Ringmose har teatret også valgt nogle af deres stærkeste navne. Der er mange stærke navne på Aalborg Teater, men disse to er blandt de allerbedste.

De kan noget særligt. Martin Ringmose stemme er ganske enkelt lækker og besnærende. Den er varm og tillidsvækkende. Man føler sig tryg, når man hører ham tale.

Camilla Gjelstrups stemme er også overdådig. Hun kan udtrykke så mange følelser med den stemme. Det er det lille kniks i talestrømmen, det er det tilbageholdte åndedræt. Når hun taler, så tryllebinder hun sit publikum.

Poetisk

Endelig vil jeg nævne, at teksten i "De skønne dage i Aranjuez" er både poetisk og smuk. Der bliver sagt ting, der lyrisk er i særklasse. Ordene fletter sig på smukkeste vis ind i hinanden. Der dannes æstetiske og inspirerende sprogblomster. Det er så fornemt.

MEN: Det er også uforståeligt!

Jeg kan ikke skrive et referat af dette teaterstykke, for jeg ved ikke, hvad det handler om.

Snak om sex

Jo: Jeg har forstået at der er en mand og en kvinde, der taler sammen. De taler om kærlighed og især om kødelig sex. Men jeg kan simpelthen ikke binde de mange tekststumper sammen.

Sidder man og får et lille udfald i talestrømmen - og det fik jeg altså mange gange - så går der en rum tid, inden man igen er tilbage i handlingen. Altså den handling som man stadig ikke kan referere....

Jovist ved jeg, at det handler om en mand, der taler med en kvinde om hendes erotiske erfaringer. Lige i starten i hver fald. Så langt er jeg med.

Vi kommer også forbi de kongelige, spanske haver i Aranjuez lige syd for Madrid.

Men resten: Det er bare kaskader af ord.

Smukt - jovist. Men ekstremt svært at sætte sammen til en fortløbende handlig.

Røde bordtennisbolde

Der sker mange ting, jeg ikke forstår. Hen imod slutningen vælter det ned over scenografien med røde bordtennisbolde. Hvorfor? Pludselig skifter vandet i vandkunsten til at blive blodrødt. Hvorfor? Kvinden i forestillingen smører sin krop ind i mudder. Hvorfor?

Jeg kan blive ved med at stille spørgsmålstegn. Men jeg vil stoppe her. Jeg vil bestemt ikke afvise, at der er tilskuere, som bedre forstår dette drama. De må hjertens gerne skrive til mig med en forklaring.

Men jeg må her til sidst gentage, at det er smukt skuespil. Det er en smuk scenografi. Og det er smukke, poetiske ord, jeg hører.

Forestillingen er ændret siden den blev streamet 30. januar under coronaen. Du kan læse anmeldelsen fra dengang lige her. Den er strammere, der er færre fremmedord. Ja faktisk er den lidt mere tilgængelig og knap så abstrakt som dengang. Men lave et referat af forestillingen - det kan jeg dælme ikke.

Du kan se/høre teatrets introduktion til forestillingen her

Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?

I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til:

brev@kulturen.nu