Evigt aktuelle Holberg

Teater - "Den poetiske raptus"

Ludvig Holberg, den kløgtige skribent, norsk født, med intellektuelt oplysningsudsyn udover Danmarks snævrende grænser, er i fokus i denne lebendige forestilling.

Oprindelig opført i 1976, skrevet af Ernst Bruun Olsen, og nu vækket til live igen i anledning af dansk teaters 300 års jubilæum. En fornøjelig, charmerende og humoristisk forestilling. Og hvorfor nu det?

Jo, fordi den i et godt sammenskruet manuskript bringer os tilbage til den enevældige tid, hvor adel, gejstlighed og borgerskabet delte den af dem, Gud skænkede magt. Mens bønder og andet rak befandt sig umyndiggjort på bunden af samfundspyramiden.

Midt i denne samtidsuorden finder vi så Ludvig Holberg (Anders Juul), professor ved Københavns Universitet, men også hånet og mistænkeliggjort på grund af sit satiriske heltedigt ”Peder Paars”

Kritikken har været hård. Ja, skånselsløs og personlig og nu vil Holberg i stedet kaste sig over sit historiske videnskabelige værk, ”Dannemarks og Norges beskrivelse”. Stædigt stående ved sin skrivepult, med den brave Madam Gelskirchen (Marie Louise Wille) til at sørge for den endeløs strøm af kaffe, som holder pennen dansende hen  over pergamentet.

Men nu sker der noget. Uventet. Holberg bliver opsøgt af teatermanden Montaigue (Tom Jensen) i følgeskab med hans ensembles førstedame Madame Montaigue (Josefine Tvermoes), og de har en stor og dristig plan.

De vil have Holberg til at skrive komedie. På dansk vel at mærke, og ja resten er jo historie – for det gjorde han jo.

Og blev Danmarks største komediedigter med 27 uopslidelige værker, skrevet 1722 – 1728, med titler som ”Jeppe på Bjerget”, ”Erasmus Montanus”, ”Den stundesløse” og selvfølgelig debutstykket ”Den politiske kandestøber”.

Se alt det behøver du egentlig ikke at vide for at more dig over stykket ”Den poetiske raptus”. Men det skader ikke oplevelsen at have lidt baggrundsviden om Holberg.

Han bliver spillet overbevisende som en ind imellem hjælpeløs Jesper Fårekylling-figur af Anders Juul. På en gang forvirret, forfjamsket og tøvende, men også ganske betaget af primadonna Montaigues smækre former. Som i Josefine Tvermoes frembrusende ros, nok ved hvordan man skal overtale en skribent til at skrive en god rolle til netop hende!

Juuls artikulation og diktion er præcis og tydeligt, og han giver sin figur både skarp kant og forståelighed menneskelighed.

Tom Jensen med affekteret fransk accent a la nu afdøde Prins Henrik er også glimrende, ligesom Marie Louise Wille igen og igen tager kegler og trækker latteren frem i teatersalen med sin kaffe-madame, med vidt opspærrede øjne, og ganske enfoldig og jævn, og samtidig med et godt øje til alt opstyltet. Hun er et fund for forestillingen!

Skuespillet har i sin helhed og som ensemblespil en god balance mellem alvor og komik, og her er ikke mangel på lysende replikker – one-liners som både løfter og sætter tempo i historien om det første dansksprogede teater i Lille Grønnegade og Holbergs egen liv og levned.

Som når Juul i Holbergs skikkelse beroliger sin madame Gelskirchen med, at ”Gud elsker den arbejdende bonde – det er kun baroner han sender i helvede”. Eller hvad med en sætning som - ”den uovertrufne gøgler fra Skt. Petri kirke” – om den fordømmende, svovlprækende præst. Lagt i teatermand Montagiue’s mund

Kampen mod gejstlighedens fromme magt, universitets undertrykkelse af åndsliv og Holbergs stædige skriverier og hyldest til det moderate og fornuftsbetonede er fint skildret. Både livligt og humoristisk, men også tankevækkende. For Holberg ville både gavne og fornøje, men så sandelig også sætte spørgsmålstegn ved den danske enevælde.

Og det var jo ikke ganske ufarligt.

Scenografien byder på en godt tænkt, spændende ide. Mens Holberg skriver på sine stykker, ser vi gennem det ord-dekorede bagtæppe dem blive opført bagved. Så vi på denne måde er med i skribentens værksted, mens han blander skæmt og lystige indfald, satirisk salt og peber. Og gør det til skuespil.

Det er et gedigen, solidt sammenskruet stykke som i kraft af hovedrolleindehaver Juuls formidable og imponerende indsats kommer godt i mål, og hvor alvorstunge historiske øjeblikke leger frit og godt med befriende humor.

Med en pointe om at kunsten – også teatret – altid har en forpligtigelse til at være kritisk, oplysende og bekæmpe uvidenhed. Hvad det end måtte koste.

Foto: Robin Skjoldborg.