Mageløst og overrumplende

TEATER: "Bloom"

"Bloom" er ikke almindeligt teater. Heldigvis. For det er en mageløs rejse gennem kvinders liv, vi her får serveret i en mageløs scenografi og i en lige så mageløs lydside.

Lyden - musikken og effekterne - er høj. Men der er heller ikke så mange ord, der skal forstås. Det handler om at spærre øjnene op og nyde det, der sker foran en.

Der er mange grunde, til at spærre øjnene op. Dette ligner ikke noget, jeg har set før. "Bloom" foregår tillige i et helt ekstremt højt tempo. Det er billed-teater dette her.

Stykket starter i teatrets foyer. Her fortæller en sortklædt kvinde, at der er ved at ske noget. Hendes snak er mest sort og uforståelig. Men efter en god times tid, giver snakken mening.

Vi bliver langsomt ledt ind i salen. Vi har i foyeren fået at vide, at vi gerne må kigge gennem huller og sprækker, når vi går ind. 

Vi går nemlig ind fra bagscenen. Vi går gennem selve scenografien. En scenografi bestående af en masse store kasser. Med sprækker og huller.

Vi - publikum - lurer gennem de mange huller og sprækker. Inde i kasserne ser vi kvinder. De er indhyllet i plastik. De hænger i i plastikposer. De er nøgne fostre.

Vi bliver gennet hen på vores pladser, for vi er alle så nysgerrige, at vi dvæler for længe ved sprækkerne. For det hele er så mærkeligt. Men vi skal jo på plads, så stykket kan starte.

Da alle publikummer sidder bænket, begynder fødslerne. Fødslerne af fire piger, der kommer ud fra fire kasser.

Og så ligger de afklædte foran os. Som nyfødte. Som hjælpeløse.

Langsomt rejser de sig. De snubler og rejser sig igen. Det er de første spæde skridt. De går og løbet med de mest mærkelige gangarter, og de kommer med masser af uartikuerede lyde.

Sådan følger vi kvinderne. De går fra babyer til at blive små piger. De bliver til pubertetspiger. De bliver til festpiger. De bliver til voksne kvinder. De går indkøbs-amok. Og de ender igen som pupper pakket ind i sølvpapir.

Denne beskrivelse af forestillingen giver ingen mening. For det, der sker foran øjnene på os, kan ikke beskrives. Det skal opleves.

I øvrigt en særdeles anbefalelsesværdig oplevelse.

Forestillingen er ikke blot blottet for ord - det er mest lyde, der undslipper kvinderne - den er også spækket med humor.

I starten - mens pigerne er små - er det meget cirkusagtigt. Vi klapper, når kvinderne på scenen gør fremskridt. Den slags går jo hurtigt for babyer. Men vi klapper også, fordi mange scener er sjove i al deres ordløse gestalt.

Forestillingen er skabt af islandske Kristján Ingemarsson i samarbejde med de medvirkende skuespillere/performere/dansere. Kvinderne har forskellig uddannelser. Men det er et meget velkoreograferet show i et hæsblæsende tempo. Det er en virkelig flot præstation af ensemblet.

Hæsblæsende er måske en underdrivelse, for tingene sker så hurtigt, at man forbløffes derover. Kvinderne suser rundt. De går ind i køleskabe og ud af køkkenskabe. De leger (frækt) med en blender. Der leges med knive. Ja der sker kort og godt så uendeligt meget foran ens øjne, at man tror, det er løgn.

Med sine 70 minutter er det en meget kort forestilling. Men den er på ingen måde for kort. For i løbet af den gode times tid bliver man fuldstændigt mættet med sanseindtryk.

Men man er også ved at flyde over af spørgsmål. Spørgsmål som man selv må besvare. For hvad var det, vi lige så? Der er lige så mange meninger, som der er publikummer.

Hvis man vil, kan man diskutere det i timevis. Men det vil på mange måder også være spild af timevis af timer. For lige her er der kun ét at gøre: Læn dig tilbage og nyd det. For det er en formidabel oplevelse.

Det er både min første og største teateroplevelse i år. Om det også er den største, når året er gået, ved jeg af gode grunde ikke. Men jeg er ikke i tvivl om, at dette vil være blandt de største. For jeg elsker at blive overrumplet og overrasket. Det skal bare ikke overfortolkes.

Nu har jeg så skrevet denne anmeldelse en times tid efter at have set forestillingen. Jeg vil faktisk gerne se den igen.

Læs interview med Kristján Ingemarsson her.