Når Vendsyssel Teater på torsdag har premiere på forestillingen ”Miss Margarida”, så skyldes det et nært samarbejde mellem instruktøren Donald Andersen og skuespillere Kirsten Hedrup. Førstnævnte fik idéen, og sidstnævnte tog han med i udførelsen.
”Miss Margarida” har rumsteret i hjernen hos Donald Andersen i mange år:
- Jeg så forestillingen på Aarhus Teater, dengang jeg var tredjeårselev på skuespilskolen på teatret, siger Donald Andersen.
- Jeg var rystet, da jeg så det. Og det har ligget i baghovedet lige siden: At den forestilling kunne jeg godt tænke mig at instruere.
- Lang tid senere forelagde jeg det for Kirstine, og hun var fyr og flamme. Hun kunne sagtens se sig selv i den rolle.
- Så forelagde vi den for teatret her, og de svarede, at det jo er svært at sælge en monolog. Men efter grundig overvejelse, som varede ganske kort tid, så svarede de: Vi gør det sgu!
Forestillingen foregår i en skoleklasse. En niendeklasse. Eleverne får to lektioner. Eleverne er her publikum. Der tales direkte – og hårdt – til dem, for det er bestemt ikke rundbordspædagogik, der er lagt op til.
Men selv om der undervises i biologi, geografi og matematik over for eleverne – publikum – så handler det faktisk om noget helt andet: Man skal lære at erkende magtstrukturerne.
- Man skal erkende magtens midler. Og det er desværre meget aktuelt lige nu. Miss Margarida har et budskab til sine elever: Tag stilling. Råb op. Før det er for sent, mener Donald Andersen og fortsætter:
- Hun er meget skræmmende, hun er meget provokerende. Og hun har en mission. Men hun har også en troldsplint af galskab i sig, for det er så uortodoks, det hun foretager sig.
- Det blev skrevet under et fascistisk regime i Brasilien. Her blev det forbudt. Også fordi det bruger et frivolt sprog. Men tingene siges indirekte.
- Der bliver ikke sagt ord som politik, diktator, despot, propaganda eller manipulation. Men det bliver sagt hele tiden via eksemplets magt. Så det er lidt som ”Man binder os på mund og hånd”, siger Donald Andersen.
Tingene bliver med andre ord sagt – bare ikke direkte. Dermed bliver stykket særdeles intimiderende for niendeklassen – altså publikum.
Når det er en monolog, er der i sagens natur kun én skuespiller på scenen. Og den skuespiller får ikke stikord fra medspillere. Man skal hele tiden være alene.
- Det er ikke mængden af tekst, der er udfordringen, for jeg er god til at lære udenad, siger Kirstene Hedrup:
- Udfordringen er, at man hele tiden skal hive sig selv videre. For jeg holder meget af at prøve nogle ting af. Spiller man sammen med andre, så kan de få en tilbage. Når man er alene, skal man hive sig selv tilbage på sporet. Så det kræver noget, at blive ved med at være modig. For hvis man afprøver ting, så risikerer man at glemme, hvordan man kommer videre, fortæller hun.
Men hvor lang tid tager det at lære så stor en rolle udenad?
- Vi var i gang med prøverne allerede i 2020, men så kom corona. Vi nåede aldrig at lave en gennemspilning. Vi prøvede kun i 10 dage, så blev vi sendt hjem. Så jeg har kigget på stoffet før. Men jeg gik i gang 1. marts med at kigge på teksten. Og så startede ved prøverne den 28.
- I starten gør jeg det, at jeg bliver ved med at læse det op for mig selv. Så finder jeg også flere og flere sammenhænge i teksten. Dermed kommer der flere forskellige farver og følelser på teksten. Så jeg læser og læser og læser. Og efterhånden er der flere og flere passager, hvor man ikke kigger ned på papiret. For mig er det måden at lære det på.
- Det handler også om at lægge manuskriptet så hurtigt som muligt og så få stikord undervejs. Sidst vi prøvede, fik jeg stikord 2-3 gange. Så det er ved at være tæt på nu, siger Kirstine Hedrup.
Stykket er skrevet af Roberto Athayde. Robin Haslund Buch har oversat teksten. Scenografien er af Karin Seisbøl, mens Balder Nørskov og Kasper Neergaard står for lys og lyd.
"Miss Margarida" spiller til 12. maj
Foto: David Beering/Montgomery