Skip to main content
Mikael K.

EU-sange om social dumping og Brexit

Spillestederne er lukket ned, og musikerne prøver på bedste måde at overleve. Musiklivet er lammet, og der er lange udsigter til igen at komme ud og spille live for et publikum.

Sangskriver Mikael K., egentlig Mikael Ryberg Kristensen, 56 år, bosiddende i Fristrup, nær Børglum Kloster, kan lige nu se frem til endnu en omgang aflyste forårskoncerter. Ganske lige som sidste forår.

- Det var en ørkenvandring. Jeg havde en ordentlig røvfuld koncerter, og de blev alle sammen aflyst eller skudt frem til efteråret. Og i begyndelsen var det jo ikke muligt at søge kompensation, siger Mikael K.

Senere blev der lukket op for hjælpepakker også til musikerne, og Mikael K. var en af dem, som søgte. Og fik udbetalt kompensation. I kraft af at kunne dokumentere en stribe aflyste spillejobs, op til 75 procent af den mistede indtægt.

I efteråret 2020 kom sangskriveren så småt på vejene igen, inden der igen blev lukket ned.

- Den der coronanedlukingen – der er jo ikke så meget, der har ændret sig for mig. Jeg sidder her på gården og arbejder alene med mit sangskriveri – bl.a. på mit kommende album, der drejer sådan i en mere personlig retning – hvordan er det at være en midaldrende mand. Med hvad det indebærer af sorger og glæder.

Mikael K. har gerne brugt tricket med at sætte nogle rammer og dogmer for sit sangskriveri. Lave nogle benspænd for på den måde at kunne forløse tekst og musik. I albummet ”Sange fra Nord” (2014) var den bundne opgave at portrættere en række nulevende nordjyder – bl.a. cirkusdirektør Einar Trige, sømandsenken Else Thea Hejlesen og fjerkræavlerdatter og universitetsforsker Ellen Raunsmed.Mikael K i laden

Siden dannede Mikael og Ellen par og bor sammen med deres sammenbragte børn og gårdhunden Kaos på den firlængede gård i Fristrup. Lediggang er roden til al kunst, som maleren Asger Jorn er blevet citeret for at skulle have sagt. I hvert fald skete der noget i efteråret 2020 – en EU-ansøgning.

- Sammen med Ellen lavede jeg den mest usexede, dogmeagtige ansøgning … Dogmet og perspektivet var at forvandle kancellisprog og akademisk uforståelighed til folkelige formidling – altså sange.

Og rent faktisk fik Mikael K. penge til projektet af Europanævnet. Der nu har taget form af fem helt nye sange med tilhørende video, som netop er blevet lagt ud på You Tube, hvor du kan søge på Mikael K., hvis du vil høre dem. Link til sange, video og podcast nederst i bunden af denne artikel.

- Det var emner som social dumping, Brexit, mindsteløn og kulturliv. Ellen og jeg brugte hele november og december til at lave sange, producere podcast og video, og nu er regnskabet sendt til EU, og så kommer der formodentlig snart kroner tilbage.

En af sangene hedder ”Roadtrip”, og emnet er social dumping. Baggrunden for sangteksten er de samtaler, som Mikael K. har haft med lokale ukrainske arbejdere om deres løn- og arbejdsvilkår. Hvordan en lille minibus kører flere gange om måneden fra Ukraine til Danmark, nonstop i 32 timer.

- Når de så kommer til grænsen, lyder det ”fuck nu er vi i Danmark”, for så skal de ind 10 steder, i Sønderjylland, Aarhus og heroppe, for at læsse folk af, der arbejder på byggepladser og i landbrug.

Sangene bliver også i podcastform fulgt op af kommentarer fra bl.a. lokale fagforeningsfolk og nordjyske politikere.

Og Brexitsangen hedder meget britisk passende ”Bowlerhat”, og numrene bærer ellers titler som ”Smørrebrødsjomfru”, ”Verden bliver grøn” og ”Til Tolne”.

- Selvfølgelig savner jeg at komme ud at spille live. Det har jeg gjort siden, jeg var 13 – i over 40 år. Det handler ikke bare om økonomi. Du sidder alene som sangskriver og kan lytte til en bestemt sang – hundredevis af gange. Til du er ved at blive vanvittig. Du skal ud at spille den for at få en reaktion – mærke om den virker.

De aflyste forårsjob i bl.a. Brønderslev, København, Arden og Tolne har også fået Mikael K. til at lege med tanken om at genindspille de 30 bedste fra perioden med bandet Klondyke. Sådan arrangere dem til troubadourformatet – en mand, en guitar og en mundharpe.

Mikael K. var i den heldige situation, at han kunne dokumentere en årsindtægt på over 120.000 kr., da han søgte hjælpepakkestøtte. Er du under den, bliver dit musiske virke betragtet som ”hobbyvirksomhed”, og du er ikke berettiget til hjælp. Til sammenligning ligger kassedamens årsløn i Kvickly på ca. 250.000 kr.

- Hvis det ikke bliver bedre økonomisk … Bliver det ved i flere år, går man sikkert på røven. På den anden side. Vi lever i nuet, og så galt går det jo ikke her i verdens rigeste land.

- De fleste aner intet om den virkelighed, som musikere klarer sig i ...

- At folk lever på en sten. 

Arkiv