Skip to main content
Koncert

Drømmeaften med Kira

Koncert - Kira Skov med gæster

Sangerinde Kira Skov har en af den slags stemmer, der kan det hele. Hviskende, sensuel, vemodig, klagende, rå eller blot nøgen.

Der er masser af farverige tillægsord at vælge imellem. Og de passer alle sammen. Men mest af alt bevæger hun med sit sangforedrag i det enkle, intimt henvendende. Så tæt på, så fortroligt, som henført hviskede hemmeligheder. På en gang stilfærdigt, men også i stand til på et øjeblik at piske sig op i stormfulde, følelsesfulde højder.

Hendes seneste album hedder ”Spirit Tree” og blev til under den store coronanedlukning og udkom i maj 2021.

Musikfiler blev sendt frem og tilbage mellem den 45-årige sangerinde og nogle af hendes favoritkollegaer. Udenlandske navne som Bonnie ”Prince” Billy, Mark Lanegan, Jenny Wilson, men også danske Steen Jørgensen, Marie Fisker m.fl.

Og repertoiret denne aften er håndplukker udsøgt fra og består mestendels af numre fra netop det album.

Med til at forløse musikken har Kira sit faste hold, bl.a. bassisten A.C., multiinstrumentalisten Silas Tinglef, violinisten Maria Jagd, el-guitarist Oliver Hoiness, og ikke mindst gæstesangerne – Mette Lindberg, DiSA, M. Rexen, færøske Teitur og barndomsveninden Marie Fisker.

Hele 10 musikere er der ind i mellem på scenen, og det er et forunderligt transparent, facetteret og smidigt lydtæppe, som bandet svøber om Kiras vokal, hendes numre og sangtekster. Det er som om, at albummets mange sange først nu får rigtigt liv og for alvor folder sig ud, nu da de bliver spillet live på en scene.

Åbningsnummeret ”We Won’t Go Quietly” med Teiturs mørke mandlige røst sat op med Kiras lyse kvindelige er en endeløs ørefryd og korarbejdet klinger, mens stemmer fletter sig ud og ind i mellem hinanden.

Det er til at forstå, hvorfor Kira Skov igen og igen bryder ud i glade smil undervejs i koncerten. For både hun, band og gæster leger dynamisk og indbyrdes lyttende, så numrene bliver forløst krystalklart.

Her er rigtig mange stjernestunder. Den kjolebærende M. Rexen i nærmest Johnny Cash-klingende stil i ”In The End” i duet med Kira står for en af dem.

Men også den guldlokkede og fletningeprydede Mette Lindberg i ”Dusty Kate”, der har potentialle til at blive alle tiders pophit, hvis det nu eksempelvis blev voldspillet om morgenen på P4 Nordjyllands Radio i stedet for U2’s ”Still haven’t found what I’m looking. Så ville nordjyderne da få en god start på dagen!

”Love is a Force”, igen med Teitur som duetmakker bygger langsomt intensiteten op mod klimaks. Her er den nærmest countryagtige ballade ”Burn Down The House”, men igen og igen bliver du først og fremmest betaget af de kvindelige sangeres imponerende vokalarbejde.

Det er rent gåsehudsfremkaldende smukt i ”Pick Me Up”, hvor DiSA lyder som en af Guds engle, der nu er gæsteforvist til vor syndige verden og med ordløs sang klager over sin skæbne. På en gang utrøstelig og samtidig ukuelig i det gentagne refrain: ”pick me up, make me wanna dance for you, make it stop, make we wanna dance for you”.

Det bliver en aften gennemstrømmet af stor musikalitet og glæde. Kira Skov er virkelig i en klasse for sig og bevidste det igen og igen med disse sange, der tager livtag med netop livets eksistentielle problemer. Kærlighed, venskab, sorg og tab og samtidigt ukueligt insisterer på at få det bedste ud af det, selv når det ser sortest ud.

Og forløser det med både alvorlig og livsbekræftende musik.

En drømmeaften med Kira!

Foto: Nicolas Cho Meier

Kira Skov med band og gæster.

Musikkens Hus, intimsalen, fredag aften, 21. januar.

Sætliste

  • Sætliste: We Won’t Go Quietly, In the End, Dusty Kate, If Not The Sun, Love Is A Force, Some Kind of Lovers, Tidal Heart, I Celebrate My Life, Horses, Deep Poetry, Pick Me Up, Burn Down The House, Spirit Shed, Supernatural Estacy, Marie, Ode to The Poets. Ekstranumre: First time, Some Velvet Morning.
Arkiv