I festgear med Lilholt

Lyden af Nibe - Lars Lilholt Band

Det begyndte helt tilbage i januar 1983 med en koncert på Sysseltinget i Hjørring. Lars Lilholt, i dag 68 år, havde nemlig året før udgivet ”Og fanden dukked’ op og sagde ja”, og det førte til dannelsen af Lilholt Band.

Siden fulgte tusinder og atter tusinde af koncerter på rigtige mange festivaler og udendørs sommerkoncerter. Undertegnede husker selv, hvordan det var at ligge søvnløs efter midnat og høre på en tre kvarter lang udgave af ”Kald det kærlighed”.

Engang i 90’erne fra en ud af tre -eller var det fire? - totalt udsolgte koncerter til Skovdalsrock i Aalborg.

"De lyse nætters orkester" blev Lilholts band også kaldt dengang i storhedstiden, og siden er der blevet færre og færre og færre og mindre spillejobs. Men Lilholt er ikke gået i frø, og turnerer stadigvæk og skriver nye sange. Inspireret som han er af 60’ernes rock og dansk og irsk folkemusik. Tilsat et stænk renæssancemusik.

Lilholt har spillet på Nibe flere gange, end jeg har fingre på hænderne, og er et helt selvfølgeligt valg.

Denne lørdag eftermiddag stillede en veloplagt Lilholt op, iført DBU-landsholdstrøje med nummer 60, i spidsen for sit syv mand store band, bas, trommer, elguitar, keyboards og korsangere. Lilholt selv i front som sanger, lejlighedsvis på akustisk guitar og violin.

Lilholt har et kæmperepertoire af ligefremme sange, der tager fat i emner som kærlighed og danskernes historie, men kan også kaste sig ud i mytiske beretninger som i ”Café Måneskin” og ”Den hvide dværg”.

Du kan sige, at Lilholt har uofficiel dansk verdensrekord i slæbegearsprægede, småsentimentale og sine steder patetiske, men yderst folkekære sange. Der er få, der som han kan få folk til at skråle med på et -åh, åh, åh, åh, åh, åååh.

Meget passende hedder et af hans numre ”Høstfesten”, og det er også den stemning, som præger Lilholts sæt denne lørdag.

Den der helt særegne blanding af folkrock, irsk hopsa-hopsa, tilsat tungt markeret trommerytme, lejlighedsvis med violin og fløjte. Det gungrer derud ad, og skidt om der hist og pist bliver sunget lidt falsk, eller at du godt kan høre, at Lilholts egen ikke specielt store stemme er godt slidt efter over 45 år som spillemand …

Folket får den fest, som de gerne vil have, og Lilholt leverer varen. Blandt andet med stensikre hits om ”Onkel Christian” og ”Kald det kærlighed”.

Banalt ligefrem og højt elsket. Også selv om tempo og rytme, nogle gange sejtrækker for tungt. Det er ligesom at få fødderne ned i en stor balje beton – det rykker ikke rigtig i fusserne.

Publikum er til de gode gamle kendte, og det er også der, at Lilholt og hans hey-ho, hey-ho musikalske pirater får fat. Men rigtig farlige bliver de aldrig,

Ligefrem dansk musik, mikset af en tredjedel rock, skotsk-irsk folk og banal Giro 413.

På en gang Kandis og samtidig selvhøjtidelig følelsesfuld.

Foto: Lars Schiønning/Nibe Festival