Klassiske evergreens?

CD  

"Corellimania"

"Upheaval"         

Som musikmenneske tænker jeg ofte på, hvorfor musik, der er skrevet for flere hundrede år siden, stadigt er i live.

Hvordan musik af Bach (1685-1750) i dag spilles i et omfang, som har gjort den gamle til regulær kult, som i dag overtrumfer de fleste popidoler både i berømmelse og milliarder på kistebunden, havde han stadig levet.

Mange vil nok pege på nogle iboende egenskaber ved musikken; at der findes mere eller mindre objektive kriterier for, hvad der er "god" musik. Man kunne også nævne nogle ydre omstændigheder - f.eks. masseproduktion, som ikke fandtes på Bachs tid - som grunde til at visse former for musik viser sig langtidsholdbare, andre ikke.

Jeg bringer det på bane fordi en cd med titlen "Corellimania" er tilsendt mig. Arcangelo Corelli (1653-1713) er i mine øren en langt "mindre" komponist end mastodonterne Bach, Händel og Telemann, hvis musik da også fylder mest på pladen for Corelli havde stor betydning i sin samtid bl.a. for de nævnte. De udviklede hans italienske stil i hver sin originale retning.

Stor betydning i samtiden giver dog ikke i sig selv evig berømmelse og hørt med nutidige øren er Corellis musik lidt af en dusinvare. Selvom cd'en bringer velkendt musik bliver sammenhængen interessantm og det skal udgivelsen og pladeselskabet have ros for.

Samtidigt har jeg modtaget albummet "Upheaval", der betyder omvæltning. Den indeholder musik af fire ret ukendte komponister, alle kvinder fra perioden 1885-1979.

Al musikken er skrevet omkring Første Verdenskrig, en omvæltningens tid. Igen altså et slags koncept-album, der også aktualiserer spørgsmål om musikkens holdbarhed og relevans, men også:

Komponerer kvinder anderledes end mænd? Får de opmærksomhed nok i deres samtid? Bliver de hurtigere glemt, end mænd? Alle må besvares med: Nej.

Formålet med at trække dem ud ad glemslen er al ære værd, men selvom deres musik er velskrevet virker den gammeldags for sin tid.

Hollandske Henriëtte Bosmans og ungarske Dora Pejacevic skriver senromantisk i en tid, hvor modernismen banker på med Stravinsky.

De to franske søster Lili og Nadia Boulanger er tydeligt mærket af impressionismen, introduceret af Debussy og Ravel i 1880'erne og 90'erne. Alt i alt står indholdet på "Upheaval" ikke på min liste over savnet musik.

Med dette sagt skal de medvirkende på de to plader have cadeau.

Der er tale om en håndfuld af vor tids mest markante danske musikere, kendte og anerkendte fra koncertsale og andre plader, både i det klassiske standardrepertoire og mere spektakulære koncepter som de aktuelle cd'er.

Deres håndværksmæssige og kunstneriske kunnen svigter aldrig, og de går til al musik med en veludviklet kritisk entusiasme.

Derfor stor ros for deres arbejde med de to spændende udgivelser, der trods alt er rare at kunne trække frem fra reolen når man skal mindes om, at ikke al klassisk musik er eviggyldig og at kvalitet er en foranderlig størrelse.