Så høstes der, og det går godt. Så godt, at selv landmændene har svært ved at finde noget negativt at sige. Danmark er i år rigtig heldig placeret i det skræmmende klimaspil om sorteper.
August hed i gamle dage bare ’høstmåned’, og højdepunktet var selvfølgelig høstgilderne. Man tog varsler om den kommende vinter og fejrede ellers behørigt det overskud, der gerne skulle række.
Navnet august er som så meget andet importeret. Ordet betyder stadig ophøjet og respekteret på engelsk, for det er nemlig den oprindelige, latinske mening.
Navnet Augustus var et navn, den første romerske kejser tog til sig selv. Han skulle styrke sin egen position efter demokratiets delvise sammenbrud og nogle lange borgerkrige, men han kunne ikke kalde sig hverken konge eller diktator.
For det var for sådan noget, hans adoptivfar Cæsar blev myrdet. Så Augustus blev navnet, han valgte, den ophøjede og respekterede. Og så kunne han regere, uden at det fremgik for tydeligt.
Cæsar hed også Julius, og hans berømte kalenderreform indførte derfor den julianske kalender. Ved den lejlighed blev der blandt meget andet godt lagt skudår ind hvert fjerde år, og ophavsmanden fejrede sig selv ved at opkalde en måned efter sig.
Han valgte en måned, der ikke havde navn efter en gud, for det ville nok alligevel blive opfattet som lidt frækt. Måneden quinctilis skiftede navn til det, vi stadig kalder den: Juli.
Men sønnen kunne jo ikke godt stå tilbage for farmand, adopteret eller ej, så kejseren lod måneden sextilis omdøbe til, tada: August. Kejseren beordrede altså ikke bare alverden skrevet i mandtal, han sørgede også for at blive husket og nævnt af gud og hvermand, og vi gør det stadig.
De tidligere så neutrale navne udsprang for en stor dels vedkommende af talrækken. 5 hedder quinque og 6 sex. Derefter kommer på latin septem (7), octo (8), novem (9) og decem (10). Så de kommende måneder frem til nytår hedder egentlig bare et tal. Fremtidige eneherskere kunne her overveje mulighederne for at slå sit navn fast ved at finde på noget sjovere.
Hvorfor er september den syvende måned, spørger den vågne læser – den har jo nummer ni! Jo, det er rigtigt, men det beror på, at marts måned blev opfattet som den første i Rom. Den er navngivet efter den vigtigste gud Mars, krigsguden. Og krig førte man ikke om vinteren dengang. Sæsonen for aggression, felttog og myrderier begyndte med forårssolen.
”Foråret er en jomfru, sommeren er en mor, efteråret er en enke, vinteren er en stedmor”. Sådan lyder et gammelt russisk ordsprog. Vi tænker umiddelbart årets løb og livsløbet sammen.
Noget lignende sker i litteraturen. For tiden er der Blå Festival, og man burde have inviteret gruppen ”5 x Vuust” til at tage turen fra Århus til Aalborg. Den gruppe udgav i forårsmåneden april en CD med sange af Paul Simon, blandt andet sangen April.
April – come she will, lyder det. Sådan kommer foråret dansende hen til den intetanende. Men straks derefter: May – she will stay, og hun bliver hængende in my arms. June, she’ll change her tune, og bekymringen melder sin ankomst.
Flagrer hun lidt for meget? July – she will fly, og digterjeget begynder at miste kontrollen. Hvem kan styre en sommerfugl eller for så vidt andre naturkræfter? August – die she must, Bum. Høst er tvetydigt her. Målet nået, men forløbet slut. September – I’ll remember. Det var det, sket er sket, minder er dyrekøbte.
I Simons tekst er de seks måneder et kærlighedsforløb fra spæd begyndelse til sød erindring. Sommeren kan være en kort affære, eller den kan være sødest mod slutningen som i år.
Digteren Alex Garff vender det samme forløb indad, som jeg-personens rejse mod modenhed. Hans kendte digt fra 1949 hedder Septembers himmel og vil nok blive sunget en del lige om lidt. August nævnes ikke, men det handler om modning og høst, tegnet i let genkendelige billeder. Tanken indebærer også, at det er smukkest til sidst. Så rigt er årets sidste flor, oktobers offergave.
Den sidste strofe skærer sagen ud i pap:
At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive,
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.
Her peger digtet på det, der er den sande høst, nemlig frugten.
Det vigtige er ikke at tage sig ud eller dufte dejligt, som blomsterne gjorde i sommer, det handler om at nå modenhed. Hyben er vigtigere end roser.
Og den pointe kunne forskellige eneherskere måske med fordel tage til sig. Det er ikke omdømmet, ryet, det gode indtryk, der gælder. Det er resultaterne for ganske almindelige menneskers liv, modenhedens milde magt. Gid magthaverne var så modne, at de fik hybenhjerter og sans for værdierne. Høsten er på vej i hus.