I denne uge er der kartoffelferie. Sådan hedder det godt nok ikke længere, for der er meget få skoleelever, der har brugt dagene på at grave og samle kartofler op for at kule dem ned.
Kartoflen havde i mange år et næsten fuldstændigt monopol som fast tilbehør på middagsbordet.
Først og fremmest som kogte kartofler med sovs af forskellig slags, men også som mos eller som sukkerbrunede ved festlige lejligheder.
I de senere år er flere varianter kommet til, mens knolden paradoksalt nok langsomt har tabt markedsandele til andre rodfrugter og ikke mindst til ris og pasta.
Men er der noget bedre og mere typisk sommeragtigt end nyopgravede kartofler? Det føles som den nærmest allermest danske plante.
Men som så meget andet, vi definerer os selv med, er kartoflen importeret.
Vi lærte at dyrke den af tyskere, ja faktisk havde vi en lille indvandringsbølge på næsten 1000 kartoffeltyskere omkring 1760. De dyrkede hede op i det centrale Jylland, blandt andet med kartoffelplanter.
Nogle af navnene findes endnu: Laier, Maul, Wacher & Würtz – altså navne på tyskere. Det tog lidt længere tid at integrere kartoflen i menuen, men fra starten af 1800-tallet gik det stærkt.
Det var også tyskerne, der havde navnet med. Kartoffel er nemlig den tyske betegnelse, selvom dens oprindelse fortaber sig i Italien.
I Italien bruger man nemlig betegnelsen tartufo om trøffel, og da kartoflen ankom, fik den kælenavnet den lille trøffel, tartufolo. Man skal jo rode i jorden for at få den op, og i omfang ligner de to produkter også hinanden.
Det blev på tysk til kartoffel, og der er mange europæiske sprog, der bruger afledte betegnelser med rod i det tyske, når de skal tale om kartofler: Foruden dansk og islandsk er det russisk, rumænsk, bulgarsk, estisk, lettisk, georgisk, aserbajdjansk og armensk.
Men kartoflen stammer slet ikke fra Europa. Den er en af de planter, som opdagelsen af Amerika berigede os med, vel nok på langt sigt den vigtigste sammen med majs, tomat og tobak (og hængekøjer og syfilis).
Det var dengang en bjergplante, man dyrkede i Andesbjergene, og på det lokale sprog taino kaldte de den batate eller noget i den retning.
Planten har været dyrket i noget nær 7000 år, regner man med, og de sydamerikanske varianter har stadig den største genetiske variation, så man med fordel kan avle på dem.
Dernede findes der også sorter, der kan tørres og holde som næringsrige madvarer i op til 10 år.
Spanierne overtog navnet på knoldplanten som patata, og sådan siger de fleste sydeuropæere den dag i dag, foruden spaniere også baskere, portugisere, italienere, grækere og tyrkere. Englændernes potato og det norske potet er varianter, ligesom det arabiske al-batatis.
Men hvorfor hedder det så pommes frites?
Ordret betyder det på fransk ’stegte æbler’, og forklaringen er, at man brugte noget, man kendte, til at beskrive det nye og ukendte.
Det mest generelle ord for frugt var det latinske pomum, som for det meste oversættes æble. Hvis noget ligner et æble, kan man bruge ordet pomum. Vi har f.eks. navnet granatæble for en frugt, der slet ikke er i familie med æbler. Den hedder på engelsk pome-granate.
Jordæbler, sagde man så på fransk om kartoflerne, pommes de terre. Og når man dybsteger dem, er den korrekte betegnelse egentlig pommes de terre frites.
Hvad ingen dog orker at sige – derfor pomfritter, som efterhånden også er en meget dansk spise, selv om den er opfundet i Belgien.
De eneste sprog, der klummeskriveren bekendt har kopieret denne tredje løsning, er hollandsk og afrikaans, hvor de kalder den henholdsvis aardappel og aartappel. Der er også ordret jord-æble.
Så i Europa har man navngivet den importerede grøntsag på mindst tre forskellige måder. Den sydamerikanske bjergvækst har i sproglig forstand knopskudt i ny omgivelser, og selv i ferierne kan man blive klogere på sprog.