Danmarks Radio har et årligt budget på 3,8 milliarder kroner. Så hvorfor i alverden er der altid så megen larm, når den store kulturbærende institution skal spare omkring 400 mio. kr., sådan som et politisk diktat fra 2018 kræver det?
Det er der næsten lige så mange svar på, som der er programudbud fra DR.
Det er en velkendt sag, at den borgerlige fløj i Danmark gerne ser DR slanket og at de, der opererer på det private mediemarked, ikke skal have ublu konkurrence fra den statsfinansierede mediemastodont.
Det er et legitimt politisk standpunkt – ligesom det er det, når den anden halvdel af folketinget kræver DR friholdt for massive besparelser i et marked, hvor det genuint danske er truet af den massive internationale påvirkning.
Midt i dette evige slagsmål mellem politiske holdninger skal DR så navigere – og naturligvis loyalt udføre de tilpasninger, som man er blevet pålagt gennem politiske beslutninger. Så langt, så godt – eller dårligt.
Når besparelser i DR altid medfører en verbal skyttegravskrig mellem medieordførere, seere, lyttere og andre aktører på det efterhånden uoverskueligt store mediemarked, så er det grundlæggende fordi, DR er vores allesammens.
Siden Statsradiofonien blev lanceret som et forsøg 1. pril (og det er ingen aprilsnar!) i 1925, har den været en form for nationalt samlingspunkt. En fælles referenceramme for generation efter generation.
Vi sad stilfærdigt gumlende omkring spisebordet med stegt kylling og citronfromage, når Giro 413 og Raquel Rastenni, Gustav Winckler, Hans Kurt, Grete Sønck og alle de andre samlede det ganske land i et solbeskinnet søndagspotpourri til et ærværdigt indsamlingsformål – og vi sad tyst alvorsfulde, når Niels Grunnet intonerede Pressens Radioavis.
Senere kom TV til. National fodboldorgasme da vi vandt sølv ved OL i Rom i 1960 i et sort/hvidt billedtempo, der i dag ville blive opfattet som en lysbilledserie. Den første mand på månen, mordet på Kennedy, den napalbombede nøgne pige i Vietnam, der skreg sin smerte ud over kaffekopperne på de danske kakkelborde.
Fælles for radio og TV gennem alle monopolårene var, at de samlede os. I dag er medieudbuddet så enormt, at det reelt spreder os – men kravet til DR som danskhedens og det nationales frontkæmper i den globaliserede uoverskuelighed er intakt, i hvert fald blandt de ældre af os.
Derfor himler vi med øjnene, når DR sparer specifikke programmer væk for at udmønte et sparekrav. Og vi råber op ud fra personlige præferencer, og da denne klumme er min, så vil jegindtage min plads i forargelsens råbekor.
Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor man lader mainstreamprogrammerne uantastede, mens man skærer ned – eller helt væk – på programtyper, som efter min opfattelse opfylder det forkætrede public service-begreb: Detektor. Deadline. Orientering.
Kritiske og journalistisk velfunderede programmer, som sætter de nødvendige spørgsmålstegn ved magtudøvelsen i dette land, uanset om regeringen er blå eller rød eller bare forfrossent lilla.
På radiosiden skæres der også dybere end ind til benet. Pladsen levner ikke mulighed for at remse nedskæringernes antal og deres konsekvenser op, men fællesnævneren er, at det er kulturen, det smalle, der må holde for – og så er vi igen inde ved det, der for mig er en af kronjuvelerne i public service: At DR skal give sine brugere det, de ikke kan få på det mere kommercielt orienterede og funderede marked.
Lad mig opsummere på et specifikt område: Danmarks Radio har en stolt tradition på filmområdet. Lige fra spidsnæsede og forfinede I.C. Lauritzen og den cigarpulsende Bjørn Rasmussen over Ole Michelsen og ”Bogart” til vore dages anderledes, men kvalificerede og nødvendige programudbud om film.
Den grove udlægning er, at det hele forsvinder efter sidste sparerunde. Den mere korrekte, at det sparkes ud i skjulte hjørner og minimalistiske programformater.
Og så må jeg altså have luft omkring fyringen af Alex Nyborg Madsen. Selvom denne indsigtsfulde og suverænt formidlende musikvært har rundet de 62, så er der så megen energi og viden samlet i hans person, at jeg ikke tøver med at kalde det en skændsel, at han ikke længere kan bruges i DR.
DR begrunder de fleste af nedskæringerne og fyringerne med, at de er et led i den nødvendige omstilling til de nye, digitale formater og platforme, som den unge generation foretrækker. Det skal jeg ikke anfægte – men jeg har set, at kun omkring 15 procent af forbruget ligger i podcast-segmentet og beslægtede formater. Brugen af DR som flowmedie er stadig den mest udbredte.
Tuborg-klammen over nedskæringerne er – i min optik – at de konsekvent rammer kulturen og de journalistisk tunge programmer. Mens mainstream og alt det andet midt på den store mediemotorvej lades uantastet.
Det, synes jeg, er synd. Men næppe til at ændre. Tværtimod. Der er i hvert fald ikke megen hjælp at hente fra den konservative statsministerkandidat Søren Pape, som på partiets nylige landsråd sammenstillede manglen på midler til et trængt sundhedsvæsen med jammeren over nedskæringerne i DR med denne bemærkning:
- Den højgravide kvinde er sikkert ligeglad med, om hun kan høre P8 Jazz for fuld hammer på vej til hospitalets fødeafdeling.
Bemærkningen blev mødt med latter og klapsalver. I sig selv forstemmende. Fordi den i virkeligheden er et brud med et værdifuldt princip i mediepolitik: Armslængdeprincippet.
Man sådan er der så meget. Og der kommer jo snart folketingsvalg.
PS: Jeg ved, vi skal videre. Os, der bidrager til www.kulturen.nu. Men jeg tilegner denne klumme Max Melgaard, som vi så pludselig har mistet som kollega, ven og inspirator. Om han ville være enig eller ej, er fløjtende ligegyldigt. Men jeg savner den kvitterende mail eller det forsorne telefonopkald: Tak fordi du for en gangs skyld afleverede til tiden! Tak for det hele, Max. Du vil blive savnet.