Jeg er med i panelet her på det mere end prisværdige oplysningsinitiativ kulturen:nu for at skrive en kulturklumme med jævnligt tilbagevendende mellemrum. Men denne gang må jeg gøre en undtagelse og beskæftige mig med et andet emne end kultur i traditionel forstand, nemlig sagen om ophævelse/ikke ophævelse af immuniteten for det mangeårige folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksen fra Venstre.
Tidligere minister for flere forskellige områder og manden, der trak i trådene og var med til at forme den politik, der førte først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen til landets øverste post. Den for bordenden i statsministeriet. Hjorten, som han populært kaldes, har på den baggrund opnået ikonisk status i sit parti.
CHF har også været forsvarsminister, og det var på den baggrund, han førte sig frem med en voldsom kritik af sin socialdemokratiske efterfølger på posten, Trine Bramsen, for hendes og den øvrige regerings håndtering af den igangværende efterretningsskandale, hvor den øverste chef for FE (Forsvarets Efterretningstjeneste) er hjemsendt efter at have siddet varetægtsfængslet og efter at have fået sit private hjem rumaflyttet af skæg-og-blå-briller-kollegerne fra politiets efterretningstjeneste.
Den borgerlige opposition mener, at regeringen har lavet en amatøragtig håndtering af sagen, og i den forbindelse har CHF bl.a. udtalt sig om de danske tjenesters samarbejde med de amerikanske kolleger udi efterretningens skumle håndværk. Han har ikke alene udtalt sig, men tilsyneladende også talt over sig. Og det må man ikke, når det handler om arbejdet i det mørkeland, som fremragende forfattere som Graham Greene og John Le Carré har gjort til ophøjet litterær kunst.
Så nu har Rigsadvokaten fundet grundlag for, at der skal rejses tiltale med CHF efter straffelovens paragraf 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger. I den mere folkelige udlægning: landsforræderi. Men for at CHF kan komme for retten, så skal grundlovens paragraf 57, pkt. 1, i anvendelse – og den drejer sig om ophævelse af et folketingsmedlems parlamentariske immunitet.
Og således nåede vi frem til målstregen og det, der nu er en kendsgerning: Et flertal i folketinget vil ikke ophæve immuniteten, og dermed kan han ikke stilles for retten.
På et tidspunkt – endnu inden den afgørelse var kendt – lavede jeg et opslag på Facebook, hvor jeg luftede min bekymring over, at de 178 kolleger til CHF tilsyneladende skulle ophæve hans immunitet uden konkret og præcist at vide, hvad Rigsadvokatens begrundelse for at tiltale ham, er. Det var – og er – efter min ringe mening udtryk for at demokratisk underskud og ikke i overensstemmelse med den retssikkerhed, vi ellers sætter så højt.
Og så skal jeg ellers love for, at jeg fik læst og påskrevet. Jeg gik de borgerliges ærinde, jeg ville holde hånden over en potentiel forbryder, jeg ville hindre domstolenes gang, jeg sanktionerede kammerateri og hykleri, jeg undergravede tilliden til retsvæsenet – foruden at jeg naturligvis er naiv og godtroende og stiller alt for ideale fordringer til oplysningsniveauet i folketinget. Hvilket sammenlagt naturligvis gør, at jeg på forhånd er med til at frikende en landsforræder.
Retfærdigvis skal det siges, at der også var mange lødige argumenter for at ophæve immuniteten på det foreliggende grundlag, bl.a. at hensynet til nationens sikkerhed sætter grænser for, hvor detaljerede oplysninger, man kan give det enkelte folketingsmedlem.
Sagens Maggiterning er et vaskeægte dilemma: Skal vi ophæve immuniteten uden at føle os ordentligt oplyste? Eller skal vi have ubetinget tillid til anklagemyndigheden og føle os trygge ved dens anbefaling?
Og for nu at skære det ud i det berømte stykke bølgepap: Ja. Jeg mener, at CHF bør have sin immunitet ophævet. Ja. Jeg mener, at han – og alle vi andre med, for den sags skyld – er bedst tjent med at få sin sag prøvet i retten: Skyldig – eller ikke skyldig.
Men i modsætning til de mere skråsikre, så er jeg betænkelig ved, at et flertal i folketinget åbenbart ikke føler sig tilstrækkeligt oplyst til at kunne stemme på et kvalificeret grundlag. En betænkelighed, jeg deler med bl.a. den estimerede juraprofessor Eva Smith.
Naturligvis ved jeg da godt, at også gustne partitaktiske overlæg spiller ind – både fra rød og blå blok. At sagen ikke kun er jura, men i høj grad også politik. Men derfor kan man jo godt være betænkelig og bekymret som samfundsborger. Værdiskredet buldrer jo afsted på snart sagt alle fronter i forvejen.
Men altså: Jeg stak hovedet frem og ind i den altid dinglende løkke på de sociale medier, fik læst og påskrevet, men også modsagt og modargumenteret på et kvalificeret grundlag. Så tak for det.
PS: CHF genopstiller ikke ved næste valg, og så er han ikke længere beskyttet af parlamentarisk immunitet, hvorefter det står anklagemyndigheden frit for at rejse tiltale. Så retfærdigheden kan ske fyldest.