Sangeren bag mikrofonen rynker brynene og viser tænder, mens hun rammer den høje tone fra scenekanten. Et drillende smil fra den svedige trommeslager til den cool bassist med en fod på højttaleren. Halvfyldte fadøl og udstrakte hænder mod scenen. Syngende ansigter med tårer i øjenkrogen badet i blåt lys. Vi kan se billederne for os. Det er de billeder, vi som kulturinstitutioner lever for at give. Det er minderne skabt af oplevelserne, der gør kulturen så ufatteligt dyrebar. Og de fylder vores kulturelle scrapbog.
Men hvad med alle dem, der ikke var der, da billedet blev taget? Dem der gerne vil høre om billederne, stemningen og musikken? Dem der ikke kunne komme med og skabe sine egne minder? Dem som måske ikke engang er klar over, hvem kunstneren er? De skal stadig have muligheden for at kigge med over skulderen, når der bladres i scrapbogen. Men de skal samtidigt have en udførlig beskrivelse af, hvad de kigger med på – og hvorfor det er vigtigt.
Det er anmeldernes kompetente beskrivende pen, der sirligt og stilsikkert skal indramme de mange billeder. Det er den, der skal inddrage og give liv til de stillestående minder på morgendagens avissider og instagram-opslag. Men den hvide bjælke under polaroiden er tom, og billedet går fra scrapbogen til glemmebogen.
Når mediebilledet forbliver et negativ
Der er sket en ændring i mediebilledet de seneste tre år. Vi ser i stigende grad, hvordan medierne tillægger arrangementer opmærksomhed op mod arrangementets begyndelse, for så ikke at følge op med en anmeldelse af selvsamme. Ved nylige koncerter – som Martin Jensen og JUNG – var store dele af medierne interesserede i at bringe nyheden. Men da aftenen kom, de mange billeder skulle tages, og der var behov for at sætte ord på minderne, var anmelderne ingen steder at se. Tidligere kunne vi nemt have fem anmeldere i huset til de fleste arrangementer – i dag er vi heldige, hvis ser to til de store koncerter.
Beskær og begræd
Det kan måske ses som en klagesang om, at vi ikke får anmeldt vores produkter i AKKC – men mediebilledet, kulturbilledet og bybilledet hænger unægtelig sammen. Man ved, at en bys evne til at tiltrække mennesker i høj grad afhænger af, hvad kulturlivet har at byde på. Hvor fyldt og spændende en scrapbog vi kan vise ud ad til. Både for højtprofilerede kulturarrangementer, men også fra undergrunden og det spirende vækstlag. Det er altså hele den kulturelle platform, der behøver et talerør. En billedbeskrivelse.
Hvis anmeldelsens kunst fortsat negligeres og nedprioriteres, vil byens generelle vurderingsanlæg forringes markant. Den nuværende befolkning, mulige tilflyttere, talenter og interessenter mister indblik i, hvad det professionelle og udfordrende kulturlag i byen kan tilbyde – og dermed en stor del af byens tiltrækningskraft. Nok kan de søge på diverse sociale medier og hjemmesider, læse kommentarer og se andres billeder. I sidste ende er det dog altid, og med god grund, anmeldernes udsagn der vægtes tungest. Det er deres billedbeskrivelser, der lader det udeblevne publikum forstå de mange minder fra kulturens scrapbog. Derfor er det ikke kun kulturen og de kulturelle huse, der lider under den manglende medieinteresse – det er byen og mennesket.