Skip to main content
KULTUR-KLUMMEN

Ordkraft skal ud til folket

Hvis der er ord og begreber, der efterhånden hænger os så langt ud af halsen som en fortovspizza efter et natligt raid gennem Jomfru Ane Gade, så er det Corona. Covid 19. Restriktioner. Afstand. Håndsprit. Forsamlingsforbud. Mundbind.

Man binder os på mund og hånd. Sådan har det i hvert fald været, siden statsministeren i marts intonerede sine senere så herostratisk berømte/berygtede non-stop-serie af pressemøder, hvor nationen fik klar besked om truslen mod folkesundheden. Vi rettede lydigt ind og traskede i taktfaste geledder den afsprittede vej mod lysere tider. Som lader vente på sig, og nu er mink og grundlovsbrud kommet så meget i vejen, at der er voldsomme sprækker i den nationale opbakning. Det eneste, vi alle sukker efter, er den frelsende vaccine, som kan bringe os nærmere det, vi efterhånden kun glimtvis husker som den ubekymrede hverdag. Den, som Dan Turell holdt så meget af.

Midt i al mistrøstigheden, som rammer livskvalitet, nationaløkonomi og det sociale liv som en tung forhammer, kan man så glæde sig over, at kulturen – bredt set – ikke har ladet sig slå ned. Ikke i kraft af massiv opbakning, men på trods af politisk uopmærksomhed og almindelige tonedøvhed overfor netop kunstens og kulturens betydning i krisetider.

Opfindsomheden er legio. Intimkoncerter, dagligstuedigte, håndsprittede oplæsninger på biblioteket, rockkoncerter delt op i flere afdelinger, digital fællessang. Kultur er ligesom ukrudt, der gror op mellem brudte fortovsfliser. Eller vand, der trænger ind allevegne. Den ER der bare!

Jeg har det, i al beskedenhed, inde på livet som formand for Ordkraft Festival – den tre dage lange ord-og litteraturfestival, som hvert år siden 2011 har indtaget kulturcenter Nordkraft i Aalborg en dejlig weekend i april. Med omkring 8000 gæster og godt og vel 100 forfattere, journalister, debattører, kulturpolitikere, poetryslammere, musikere og andre forvaltere af vores ældste og vigtigste kommunikationsmiddel – ordet – på programmet.

Fødselsdagen gik i vasken

Vi måtte aflyse i år. Vores 10 års fødselsdag gik i vasken på grund af den forbandede bakterie fra Wuhan, et sted i en fjern kinesisk provins. De sproglige klicheer rasler i arkivposen for at beskrive den følelse, som bestyrelsen, redaktionen og hele den brogede flok af dedikerede frivillige havde, da vi måtte skride til aflysning. Afmagt og ærgrelse passer nok bedst.

Siden har vi selvfølgelig håbet på, at Covid-19 ville forsvinde, sådan nærmest af sig selv, og at vi i 2021 kunne holde en gigantisk udsat fødselsdagsfest. Men sådan bliver det ikke. Det har vi taget bestik af og besluttet, at Ordkraft Festival alligevel SKAL holdes i dagene 8.-10. april, koste hvad det vil. Vi kan ikke holde til at være ude af foks bevidsthed to år i træk.

Anderledes festival

Men det bliver en meget anderledes festival. Fysisk vil vi samles på Nordkraft i det omfang, som reglerne til den tid tillader. Og så arbejder vi på at brede festivalen ud til flere lokaliteter. Vi er i forvejen til stede i Musikkens Hus, på Utzon Center og i Vor Frue Kirke, men næste år satser vi på at komme endnu bredere ud: Forsamlingshuse i Aalborgs omegn, beboerhuse, fælleshuse etc. Hvorfor ikke møde Jens Smærup Sørensen i Nøvling Forsamlingshus en lørdag kl. 10 – eller Jonny Hefty i et beboerhus i Aalborg Øst? Sara Omar i Vor Frue? Måske får vi også listet nogle små værtshuse med i noget lyrik. Vi SKAL ud!

For første gang er der også fuldt fokus på de teknologiske muligheder. Vi skal streame fra så mange samtaler og begivenheder som overhovedet muligt, vi må prøve at finde nye veje via radio og TV. Vi må prøve….Vi må….Vi…..

Gigantisk udfordring

Det er en gigantisk udfordring logistisk og administrativt. Men vi skal nok komme på plads. For vi ved, at netop kunst og kultur er med til at lyse op og få smilet frem i øjnene og varmen tilbage i den kuldslåede krop. Her vil Ordkraft være en lille helle på den tornebestrøede vej mod vaccinen og en ny normalitet.

Bruce Springsteen har engang sagt, at rocken er folkets musik. Derfor skal den ud til folket. Hele tiden. Sammenligningen halter naturligvis, for Ordkraft er en enkeltstående årligt tilbagevendende begivenhed. Men på et punkt er der sammenfald: Vi skal ud til folket!

Så vi ses og høres ved i april. God kamp så længe.

 

 

  • Jørgen Pyndt er journalist med base i Aalborg og formand for foreningen Ordkraft. 
Arkiv