Det her er en lang og indviklet historie, men sådan er det nogle gange. Med noget som er væsentligt på en måde, som du ikke tidligere har oplevet eller tænkt…
Når du pludselig bliver inviteret til en vens askespredning i det græske.
I mange år har jeg og min Helle rejst i det græske øhav. I Kykladerne. Og hvert år besøgt Amorgos, hvor vi har boet hos Eleni. I nummer 7 lige ved siden af Joe.
I begyndelsen udvekslede vi kun høflighedsbemærkninger med den britiske gentleman.
Siddende på terrassen ved siden af med sin sorte te og sin pibe. Eller liggende på stranden nedenfor med sin Kindle læsende i timevis i den stegende sol.
Sorte shorts og en tyk læderhud, du snildt kunne have lavet eksklusive dyre dametasker af. En skreven linje, der sikkert ville have moret vor Joe. Tanken om hans solbrændte hud forvandlet til Gucci-taske.
Tilhænger som han var af verdensrevolutionen og arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne. Han smurte sig aldrig med solcreme. Måske lidt olivenolie af og til på den glatbarberede isse, men ellers nej tak til kosmetikindustriens solbeskyttelse.
Aftenkonversationen på terrassen udviklede sig. Joe var skolelærer fra Coventry i England, født irsk, og underviste unge, der havde problemer med forældre, myndigheder, autoriteter, politi, stoffer og misbrug. Hele pakken af de værst tænkelige ungdomsproblemer.
- Men hvor underviser du, Joe, spurgte jeg.
- På det lokale bibliotek.
- På biblioteket?
Joe underviste de unge her, efter at andre institutioner forgæves havde forsøgt at rette op. Efter at de var blevet smidt ud af skolen. Når det så mislykkes, og de igen blev smidt ud, tog Joe over.
Og han fortalte om en elev, som efter at være udeblevet i et helt år fra undervisningen, pludselig mødte op til den afsluttende eksamen.
Hvilket selvfølgelig undrede Joe ”læderhud”, der da også fik lokket en forklaring ud af ”bad boy wants to go to examination”.
- This is the last place ever, they will look for me.
Altså at et eksaminationslokale var det sidste sted, de ville lede efter ham. De forfølgere, som eleven skyldte penge for stoffer og var på kant med.
Så derfor. Og Joe lo sin tørre kollatter..
Joe var kortform for Joseph Sydney McSorley. Og her i september skulle vi igen møde og bo ved siden af Joe. Vi havde mailet lidt sammen i begyndelsen af året og talt om at tage et godt hjemmebagt rugbrød med til Joe hjemmefra.
Han elskede nemlig ”ryebread”, som det stort set er umuligt at skaffe i det græske. Og du kan godt komme til at savne ryebread, når du, som Joe ankommer til Eleni i begyndelsen af maj og langtidslejer i små fem måneder frem til begyndelsen af oktober.
I august kom vi til at snakke om Joe. Om han mon havde det godt? Han havde jo kol og hvad med corona og sån.
Tjekkede på facebook hos ”Eleni on the beach” og læste her meddelelsen om, at vores Joe pludselig var fundet død hjemme i Storbritannien, i april, kort tid før han skulle hjem til Grækenland.
Han var allerede begyndt at pakke og glædede sig til at bruge sine nye travestøvler på de smalle, ufremkommelige stenede bjergstier på Amorgos. De bjerge han havde udforsket igennem 25 år.
Vi mailede med Eleni for at få dødsfaldet bekræftet, og hun syntes, at det ville være helt i Joes ånd, hvis vi overtog hans faste rum i nummer 8 med den uforstyrrede hjørneudsigt over bugten. Så sådan blev det.
Da vi ankom onsdag eftermiddag 8. september med seajet-færge efter en 36 timers lang rejse hjemmefra med overnatning i Athen på Hotel Triton, blev vi mødt af Elenis mand, Kostas, ved færgen. Gensynsglæde og en kort hilsen – for han ved jo, at vi selv kan finde op til nummer 8.
Mens vi pakkede ud, kiggede Eleni ind for at fortælle, at senere samme dag ville to britiske damer, Glena og Allison, komme med Joes aske i en metalbeholder. Med færge fra Santorini.
- Har I ikke lyst til at deltage i ceremonien, når vi spreder Joes aske fredag? Oppe ved Fragma, den store dæmning ovenfor landsbyen, der samler vand, når det regner?
Det ville vi gerne. Dagen efter - torsdag eftermiddag - gik vi derop efter at have fået vist vej af købmanden og fandt det kæmpemæssige reservoir tømt og udtørret. Det var svært at forestille sig, at netop den tomme dam havde været Joe og hans kone Margaret’s yndlingssted.
Her var hendes aske blevet spredt af Joe, da hun døde for 10 år siden i 2011.
I løbet af dagen fik vi besked om, at ceremonien ville finde sted kl. 19 fredag – en god halv time før solen går ned. Samme aften stødte vi ind i Shayne, Joes australske ven, der har bygget hus på øen og i længere perioder bor der med sin russiske kone, Marina.
Shayne fortalte om det pludselige dødsfald, og hvor det glædede ham, at vi ville deltage. Han kunne godt huske os og vores fælles travetur med Joe ud til det gamle fyrtårn ude for enden af bugten for tre år siden.
Dagen efter gik vi op til dammen i god tid og kunne på afstand se en rød kjoleklædt kvinde stå der ventende.
Det var Marina, som efter at have præsenteret sig, viste os, hvor den snoede og stenede sti ledte vej til kilden, hvor Joes aske skulle spredes. Her stod Shayne og ventede med et par af Joes græske venner, Spiros og hans kone, Vagia.
Kilden var nu totalt udtørret og blot et stenet gråt hul i jorden. Svært at forestille sig at her havde Joe og hans kone siddet og læst i klapstole ved det rislende vand og set guldsmedene flyve over vandspejlet.
Når Shayne og Joe travede sammen i bjergene, kom de tit her forbi, og Joe havde nærmest i spøg sagt til den ældre Shayne:
- Når jeg dør skal du sprede min aske her. Margaret ligger også her.
- Så jeg spurgte ham selvfølgelig, hvor ligger hun – sådan helt præcist. Og han svarede:
- Åh, jeg smed og fordelte hende sådan lidt rundt omkring.
Nu var vi seks som ventede, og endelig kom Eleni og Kostas med Joe i askeform i en fløjlsbetrukken, ganske tung metalbeholder. Ikke så lidt i stil med beholderen til en god flaske 12 års single malt.
Men igen britiske damer. I ventetiden forbedrede og udvidede Kostas og jeg den lille stente, som stod ved dammen. Efter at have ventet i næsten en time var vi parate til at opgive. Mørket begyndte så småt at falde på.
Kosta var også lige pludselig stukket af uden at sige hvorhen, og da vi travede tilbage ned ad den grå, stenede jordvej, mødte vi ham i bil, på vej med de to briter.
De havde selv bestilt taxi for at køre op til dammen, men var aldrig blevet afhentet, fordi de stod på ”the wrong parking place.”
Vi blev enige om at forsøge igen, søndag 12. september, dagen hvor Joe ville være fyldt 68. Sådan blev det og denne gang kl. 17.
Kostas havde sørget for og stod for alt det praktiske. Havde samlet dybtrøde bougainvillea-blomster, som vi strøede ud over stenten med Joes billede øverst. Og sørget for styrkende forsyninger, kokosboller, rakómelo psinéni (lokal kanellikør) og juice.
Og så fortalte vi og mindedes sammen.
Sean fortalte om savnet af sin mate og deres venskab, Glena på 81 år læste et digt af Yeats, jeg fortalte om vores naboskab, og hvordan Joe havde introduceret os til traveriet og øens mange hemmeligheder. Og guidet os op på toppen af bjerget Profitis Ilias (902 meter højt).
Eleni stod med hånden på hjertet, mens hun fortalte, hvordan Joe og hans Margareta var blevet en del af deres familie. Mindet om ham ville altid være i deres hjerte, så på den måde levede han stadigvæk.
Vagia reciterede en gammel sea shanty om pirater, og Spiros læste højt fra en længere e-mail korrespondance med Joe i dagene op til hans død. Joes plan om, at de to sammen skulle danne et verdensomspændende, revolutionært parti, der meget praktisk også ville sikre, at de to ”comrades” blev bestormet af masser af ”hot chicks”.
Efter at vi sammen havde tegnet et ordbillede af vor Joe, spredte vi alle sammen en portion aske rundt om og ovenpå stenten, og gemte også aske til dem, som kommer senere til Amorgos og kender Joe.
Blandt andet Eleni og Kostas datter Maria, som bor i Australien med sin græske mand.
Og så rundede vi af med musik, spillet på Shaynes mobil – Joes favorit rockband, Captain Beefheart.
- Hvad er det så jeg skal lære af denne lange, omstændige historie, vil læseren sikkert nu udbryde.
Elenis hjertetale – når et menneske dør, dør det ikke, så længe vi husker og mindes det menneske, vi lærte at kende.
Joe er død, men de mennesker, der var omkring ham og elskede hans tørre britiske humor, venlige omsorg og skarpt ironiske bemærkninger over for alt opstyltet, blev knyttet tættere sammen.
Der ved den blomsterbestrøede stente.
Sammen føjede vi hver vor erindringsbrik til et fælles billede af Joseph, og samtidig har hans død ganske forunderligt åbnet døre for os og givet adgang til tættere kontakt til mennesker, vi ikke kendte før.
Britiske John Donne vil være kendt for sin digttekst ”No man is an island” (1624) og netop slutlinjerne indkapsler præcist den følelse, vi stod med – den dag ved den udtørrede kilde:
”Ethvert menneskes død gør dig mindre, fordi jeg er forbundet med menneskeheden. Spørg derfor aldrig om, hvem klokkerne ringer for. De ringer for dig.”
Foto: Privat & Maria Giannakou & Shayne Quick