Åh disse irriterende møgunger

TV-JULEKALENDER: "Kometernes jul". Afsnit 1:24

Det er da godt nok lang tid siden, at en tv-julekalender bliver sat i gang med så irriterende nogle hovedpersoner. Vi møder søskendeparret Mie og Elias, der er præcis som alle andre søskendepar, når de er allerværst: Konstant på nakken af hinanden. Vi møder den forsigtige Johannes, og vi møder basketball-pigen Noor.

Vi så sidstnævnte smide et æbleskrog i en affaldskurv på lang afsnit. Hun har evner, den pige. Men hun er jo også fra Dobbelt-A.

Julen skal naturligvis bringes i fare. Det sker ved at Johanes og Mie ender i en maskine, der tele-et-eller-andet dem til et helt fremmed sted.

Hvor ved vi ikke efter første afsnit. Men vi gætter da på, at det er en komet. Eller måske en fjern planet. At de så tillige er blevet 5-10 år ældre af den rejse gør ikke problemerne mindre.

Vi møder også - sporadisk - nogle bi-personer. Og her kan jeg med det samme sige fra over for Bolette-Henriette. Det her bliver aldrig Søs Egelinds glansrolle. Hun overspiller helt ud i det utroværdige. Nok skal hun forestille at være en anstrengende skoleleder. Men hun behøver ikke give den så meget gas.

Til gengæld slipper børnene aldeles heldigt fra deres skuespil. Bertil Karlshøj Smith er da eminent til at lave himmelvendte øjne i sin Elias-figur, når han er træt af søster Mie, spillet fermt af Anne Frederikke Heerulff Christiansen. De er gode sammen som søskendeparret med de anstrengte relationer.

Mon ikke Elias knytter er nært forhold til søsteren. Det er i hvert fald hans skyld, at hun nu er tele-et-eller-andet ud i rummet.

Luca Reichardt Ben Coker er bestemt også fin som den forsigtige Johanes. Men jeg bliver lige nødt til at spørge ud i luften: Hvorfor skal børn nu om stunder have nogle navne, som de med garanti først lærer at stave til efter at de er gået ud af folkeskolen? Shireen Rasool spiller Noor. Hun er ikke blot basketball-pige, men også indvandrer. Og hun virker til at være lidt mere kvik end de andre.

Det er lidt svært at forholde sig til de andre voksne roller, for vi har jo kun set dem i få øjeblikke. Denne anmeldelse er baseret på 24 minutter, hvori der også indgår en indgangsvignet, rulletekster og en sang. Så der er ikke plads til meget dramatik. Men vi fik da sendt raketten afsted med de to unger.

Så meget er nået på kort tid. Men ikke nok til, at man kan underkaste denne første episode en dybere analyse, og dermed bliver det også en kortfattet anmeldelse.

På bundlinjen står dog, at dette er en okay start, og at jeg stensikkert ser med i morgen aften. Altså med mindre jeg snyder mig til at se en snigpremiere.