Prinsessen og tragedien

FILM: ”Spencer”

Hvordan kunne Prinsesse Dianas sidste jul have set ud, inden bruddet med Prins Charles?

Det forsøger instruktør Pablo Larraín at vise i filmen "Spencer", som er en blanding af historisk fiktion og psykologisk drama. Kirsten Stewarts fortolkning af Lady Diana, og de visuelt flotte scener, gør filmen både underholdende og intens.

Filmen finder sted inden Lady Dianas separation fra Prins Charles i 1992 og foregår over tre dage, hvor den engelske kongefamilie er samlet på Sandringham Gods. I løbet af juledagene følger man Dianas stigende ubehag ved at være samlet med den royale familie, hvor hun på fuld tid skal spille rollen som lykkelig og glamourøs prinsesse af Wales.

Bag scenen er Lady Diana i krise. Parret har længe været plaget af rygter omkring et ulykkeligt ægteskab, og det er senere bekræftet, at de begge har haft affærer i årene op til deres brud. Filmen er baseret på enkelte virkelig hændelser, rygter og udtalelser fra film og bøger om Lady Diana og hendes tid som Prinsesse af Wales.

Filmen fanger fint Dianas indre pinsler i hendes kamp for at skulle leve op til kongefamiliens forventninger til hende, selvom hun bliver mere og mere ulykkelig. Alt imens verdensbefolkningen og medierne følger hendes mindste bevægelse.

Det gør den først og fremmest på grund af Kirsten Stewarts overbevisende skildring af en ulykkelig Lady Diana, og de kompliceret følelser hun kæmper med.

Hendes skuespil er trippende og uroligt, ofte ligner det hun kunne bryde ud i gråd når som helst. Selv endte jeg med at hoppe pludseligt i min biografstol, da hun i en scene lader følelserne få frit løb.

I filmens begyndelse virker hun nervøs og lettere fortvivlet, men efterhånden som presset stiger i løbet af juledagene, bevæger hun sig ind i en mørkere sindstilstand. Der er flere scener, der afspejler Lady Dianas sarte mentale tilstand, hvor hallucinationer forveksles med virkelighed, og man bliver i tvivl om, hvad der er op og ned.

Under juledagene længes Lady Diana mod hendes tidligere barndomshjem, Althorp godset, som ligger tæt på kongefamiliens feriebolig. Hun finder trøst hos sine sønner, William (Jack Nielen) og Harry (Freddie Spry), som udover visse medlemmer af personalet, virker til at være de eneste personer Lady Diana har det godt med.

Dog skildrer filmen også, lettere hjerteskærende, hvordan især den ældste søn mærker hendes stigende mentale ubehag. Hele vejen igennem er det dog tydeligt, at hun kæmper for hendes sønners trivsel i den kongelige familie.

I forhold til at vise den ånd og taktfuldhed som Lady Diana er kendt for som ”folkets prinsesse”, kan filmen dog mangle elemente-Det primære fokus er hele vejen igennem på hendes nedtrykthed og ubehag, og det virker en smule ensidigt. Der mangler noget.

Resten af den kongelige familie er ikke så tydelige i filmen, og de eneste, der har samtaler med Lady Diana igennem filmen, er Prins Charles (Jack Farthing) og Dronning Elisabeth (Stella Gonet). De bliver begge fremstillet som kolde og overfladiske, også selvom de kender til hendes pinsler. På den måde bliver filmen også en ganske kritisk skildring af den engelske kongefamilie i den periode.

Visuelt er filmen værd at kigge på. Filmet i både England og Tyskland ser vi slotte, disede marker og snoede veje, og en overdådig indvendig indretning i slottet. Musikken er instrueret af Jonny Greenwood og med en både klassisk og jazzede stil, lykkedes det at afspejle Lady Dianas komplicerede tilstand.

Filmens skildring af Diana kan føles ensporet og fanger måske ikke hele hovedpersonens karakter. Men Kirsten Stewart gør det overbevisende i sit arbejde med at spille en kvinde tæt på afgrunden rent psykisk.

Med et dybfølt ønske om at bryde fri af de lænker hun har fået af den royale familie. Filmen er nervepirrende og flot, og du er godt underholdt hele vejen igennem.