Skip to main content
JULEFILM

Eventyrlig julestemning med dunkle toner

FILM
"Julemandens datter 2 - Jagten på Kong Vinters krystal"


Vel er der masser af eventyrlig julestemning med flyvende kaner, rensdyr og snelandskaber i opfølgeren på "Julemandens datter" fra 2018. Men alt er bestemt ikke kun hygge og ren idyl. For 2'eren er præget af mange dystre scener og mørke mænd, der sætter den gode julehygge på prøve.

Har man set den første film, vil man nikke genkendende til den magiske verden, hvor manuskriptforfatterne Uffe Rørbæk Madsen og Lars T. Therkelsen ganske givet har skævet til Harry Potter-universet.

Og overordnet set slipper de godt fra fortællingen.

Lucia bor på Grønland

Omdrejningspunktet er den 12-årige Lucia (Ella Testa Kusk), som bor på Grønland og er den første pige, der er blevet optaget på Den internationale julemandsskole. Bemærkelsesværdigt, men ikke helt tilfældigt. For Lucia har stamtræet i orden, da hendes far er selveste julemanden Julius (Martin Buch).

Filmen åbner i de underjordiske gange under Viborg Domkirke, hvor en gruppe kutteklædte gråbrødre messende fører os ind i deres mission om at afskaffe julen. "Julemændenes tid er forbi", lyder det gnækkende i de dystre gange. For disse mørke mænd hader alt, der minder blot en smule om hygge, sjov og ballade, og de er klar til at dræbe al juleglæde.

Langt herfra - på Grønland - skal Kong Vinter (Henning Jensen) sætte gang i de travle juleforberedelser på julemandsskolen. Men lige præcis da kongen skal starte løjerne med sit magiske krystal, som giver julemændene deres kræfter, bliver krystallet stjålet.

Så er gode råd dyre

Så er gode råd dyre, og Lucias bedste ven Oscar (Bertil Smith) får skylden for tyveriet. Han må flygte over stok og sten, men Lucia følger sin ven, og sammen begiver de sig ud på en eventyrlig rejse for at skaffe krystallet tilbage og redde julen.

Det fantasifulde drama er iscenesat af instruktør Christian Dyekjær, som foruden "Julemandens datter" fra 2018 også er manden bag bl.a. "Fuglejagten" (2012) og "Fantasten" (2017).

Meget lykkes fantastisk godt i den aktuelle film, hvor billedsiden generelt er superflot, også med mange vellykkede effekter. Den flyvende kane med rensdyrene foran er dog ikke helt overbevisende, ligesom flere af scenerne med vinterlandskab og faldende snefnug. Her røber det uægte sig.

Fin stemning, men alvorligt og tungt

Spændingen er dog vældig fin og holder hele vejen igennem, men helhedsindtrykket er temmelig alvorligt og en smule tungt. Der er ganske vist humor og en del anslag til morsomme bemærkninger, men de virker oftest anstrengt og når ikke jublende højder. Alt for meget falder til jorden som platheder.

Et eksempel: Oscar tiltaler den store Kong Vinter som Hans Kongelige Mayonnaise - på grund af kongens bemærkelsesværdigt store næse. Den slags "morsomheder" er altså for letkøbte og banale, også selv om filmen henvender sig til det yngre publikum. Der er simpelthen for få sjove, finurlige og originale dialoger med bid i, som ville kunne få gang i smilebåndene og løfte oplevelsen.

Seværdig film

Når det er sagt, er det bestemt en seværdig film med en dragende og opfindsom historie, selv om de mange dystre scener og den til tider dystre tone nok kan virke skræmmende på de mindste biografgængere. Men for de lidt større er "Julemandens datter 2" ganske givet spændende underholdning og et godt bud på en biograftur.

Ikke mindst er der flotte skuespilpræstationer af Ella Testa Kusk som den ukuelige Lucia og Bertil Smith som hendes ven Oscar. De lyser begge som kommende stjerner og får samtidig fantastisk god opbakning af veloplagte skuespillere som Martin Buch, Mia Lyhne, Henning Jensen og Ulf Pilgaard.

Hvad angår musikken, er den ikke særlig fremherskende, men publikum bliver alligevel sendt af sted fra biografen med en iørefaldende popmelodi, komponeret af Kristian Selin Eidnes Andersen og Nicklas Schmidt. Den skal nok blive en ørehænger hen over julen. Og som det lyder i teksten: "Sammen kan vi løfte næsten alt", hvilket også er filmens morale.

  • "Julemandens datter 2 - Jagten på Kong Vinters krystal"
  • Danmark, 2020.
  • Instruktion: Christian Dyekjær
  • En time og 31 minutter. Frarådes børn under 7 år
  • Danmarkspremiere torsdag 12. november
Arkiv