Sej og hyleskæg

Film -”Georgies verden”

Den her film kunne nemt være skåret som en typisk britisk socialrealistisk historie, hvor vi får lov til at kigge med indenfor i de nedslidte rækkehuse og dele arbejderklassens elendighed og ulykkelige liv. Uden plads til grin, fis og ballade

Instruktøren Charlotte Regan voksede selv op i en boligblok i Nord-London og begyndte som 15-årig at lave low budget-videofilm for de lokale rappere. Men hun oplevede ikke sin barndom som ulykkelig. Tværtimod.

Du kunne hænge ud med dine kammerater på gaden. Alle tog sig af hinanden, og på altanerne sad de te-drikkende bedstemødre og kiggede efter ungerne.

Så selv om filmens kerne her er ganske tragisk. er den også fuld af gode grin og absurd morsomme optrin samtidig med, at vi får foldet den 12-årige Georgies liv ud – spillet af den debuterende Lola Campbell.

Hun er simpelthen hen et fund som den seje overlever. Alenepigen, der har mistet sin mor og nu overlever økonomisk ved at stjæle cykler med sin bedste ven Ali (Alin Uzun).

Samtidig med at hun narrer de sociale myndigheder ved at lave sin værge – en vis Winston Churchill (Storbritanniens premierminister under 2. Verdenskrig - red.) tage telefonen, når socialarbejderne ringer. Hans svar på deres spørgsmål, har hun fået den lokale kioskejer til at indtale på sin mobil, så hun kan få lov til at leve i fred og helt alene i det gule rækkehus.

Hun har ikke brug for nogen og allermindst brug for den far, Jason (Harris Dickinson), som pludselig dukker op. 12 år efter at Georgie blev født. Hvorfor?

Og hvad er det egentlig, han har lavet i Spanien?

Georgie har bestemt ikke brug for ham, og gør, hvad hun kan for at få Jason jaget ud. Men langsomt begynder de – ganske modvilligt og med utallige sammenstød – at lære hinanden bedre at kende.

Det er en film, der skildrer barnets legende fantasi og ukuelige optimisme. Troen på at alt nok skal blive godt. Men også formår at skildre den ganske barske virkelighed, som Georgie lever i.

Men også får plads til at vise hendes skrøbelig sårbarhed, som hun gemmer bag en ukuelig, lettere fanden-i- voldsk facade.

Harris Dickinson (kendt bl.a. fra ”Triangle of Sadness) gør det fremragende i rollen som den 30-årige pludselig genopdukkende far, der faktisk er mere umoden end den fornuftige Georgie. Famlende og usikker prøver han at etablere kontakt til sin datter.

På sæt og vis er det netop denne usikkerhed, der efterhånden får slået hul på den selvbevidste piges skråsikkerhed, og langsomt, langsomt tør hun op.

Samtidig bliver der ikke sparet på den der fuldkommen knastørre, ironisk underspillede humor, som briterne jo nærmest er verdensmestre i.

De kommenterende passager, hvor socialarbejdere, skolelæreren og kvarterets børn giver deres bud på, hvem, hvad og hvordan det egentlig går med vor heltinde, er humor på højt plan – lakonisk præcis som en Monty Python-sketch.

Men det er Lola Campbell’s film hele vejen igennem – så sej og usentimental kompetent, mens vi langsomt får afdækket hendes godt skjulte smerte og savn.

Det er en ganske overraskende, lattermild og samtidig charmerende, alvorlig film.