Den ordløse kærlighed

Film - ”Faldne blade”

Melankolsk vemod og knastør humor, der får dig til at skraldgrine. Velkommen til finske Kaurismäki’s forunderlige 50-er univers, hvor stolte, hårdtarbejdende skæbner kæmper for at få lidt lykke i deres liv.

En af dem er industriarbejder Holappa (Jussi Vatanen), som iført beskyttelsesdragt sliber rustne metalhjul til. Det kræver ind i mellem en rygepause – så bliver der tændt en smøg under skiltet med rygning forbudt.

Arbejdskammeraten Huotari (Janne Hyytiäinen) lokker ham en fredag. Om han ikke vil med ned og synge karaoke på den lokale bar?

- Hårde fyre synger ikke.

- Du er ikke hård.

- Men det kunne jeg være.

Nå, Hollapa tager med, og så sker det. Henne på baren under Schuberts svulstigt romantiske ”Serenade” slår forelskelsens lyn uventet ned, da han udveksler øjekast med butiksassistenten Ansa (Alma Pöysti).

Hun arbejder i et supermarked på en nultimerskontrakt og bliver fyret af en emsig butikskontrollant, da hun nupper en sandwich med overskredet salgsdato. Sådan én hører til i skraldespanden og må ikke stjæles.

Så er vi budt indenfor i finske Aki Kaurismäki fantastiske univers, der tilsyneladende udspiller sig i et nærmest ikonisk, symbolladet 50er-agtigt industrisamfund.

Med caféer, nedslidte barer, drejetelefoner og masser af smøger, mens vor arbejderhelt og hans pige tjener til dagen og vejen på fabrik, som byggearbejder eller som opvasker på den lokale ”California Bar”, da Ansa bliver fyret.

Instruktør Kaurismäki skriver selv sit manus og sine replikker, der er totalt kortfattede og underspillede. Som havde de været to – tre timer inde i en varmluftsovn på fuldt blus for at få alt fedt brændt af dem. Velgørende knasende er de.

Ligesom filmens lydside er et vidunder af nostalgisk rock’n’roll og pladderromantisk finsk banalpop.

Hans par,  Ansa og Hoppala, må gå så grueligt meget igennem i deres kamp for at få hinanden, men de udholder ganske stoisk og tappert al den ulykke og de besværligheder, som bliver lagt i vejen for deres kærlighed.

De bliver spillet til topkarakter med kryds og slange af henholdsvis Alma Pöysti  og Jussi Vatanen. Det er ikke mange søde ord eller sentimentale replikker, der præger deres skuespil.

Men filmens ganske enkle virkemidler åbner op for et nærmest tyst, indforstået inderligt sprog, der ikke behøver ord. Mellem de to.

Et øjekast, brugen af storladne strygere, når de mødes, eller den kærligt tilberedte salat med hårdkogte æg, svampe og dåseasparges. Vi ved, at de elsker hinanden.

Men ak, vor Hoppola tyller vodka i tide og utide, når han støder på modgang og trøster sig med Kong Alkohols stærke procenter, og det vil Ansa ikke være med til.

Men filmen er jo langt fra færdig endnu, så du kan trygt gå ind og se videre,

Det er ganske realistisk i sin beskrivelse af kapitalismens bureaukratiske pedanteri, og skønt vi godt ved, at vi befinder os i Kaurismäki-land, strømmer aktuelle nyheder fra transistorradioen hele tiden ind over og bringer nyt fra krigen i Ukraine.

Fortid og nutid møder hinanden og befrugter gensidigt hinanden og filmens forunderlige univers.

Ikke så sært at ”Faldne blade’” vandt filmjuryens pris ved årets Cannes-festival og er Finlands Oscar-kandidat.

Det er grusomt morsomt og komisk realistisk på én og samme gang. Du går derfra let om hjertet – for selv når tingene ser værst ud, behøver du ikke give op.

For megen pessimisme fører dig blot ind i en blindgyde, og det skulle jo nødigt ende med, at du ikke orkede at møde op til din egen begravelse.