Når mennesket bliver til bøddel

Film: "Der findes ingen ondskab"

To mænd smider en tung, hvid sæk ind i bagagerummet på en bil i en parkeringskælder.

Er det et lig? Nej – det var bare en sæk med ganske almindelige ris, men alligevel varsles tidligt om filmens tema.

Henrettelser...

I fire fortællinger følger vi forskellige mennesker, der alle påvirkes af Irans lov om dødsstraffen både moralsk og psykologisk.

Dødsstraffen er ikke brugt herhjemme siden retsopgøret efter Anden Verdenskrig, og da den blev afskaffet i 1978 i Danmark, har vi siden diskuteret straffemetodens konsekvenser - ikke kun for de straffede, men også for de politimænd, der dengang fik til opgave at henrette landsforrædere.

I dag praktiserer 23 lande stadig dødsstraf, og derfor har man også brug for mennesker, der dræber mennesker.

”Der findes ingen ondskab” fortæller fire forskellige, men tematisk forbundne historier om iranere, der får til opgave at udføre henrettelser for styret.

Filmen er en skarp statskritik af det iranske styre, og den sætter dødsstraffen til debat i forhold til både den direkte og indirekte påvirkning det har for samfundet.

I den første fortælling, der deler navn med filmens titel, følger vi Heshmats ærinder i løbet af dagen. Han henter sin kone, sin datter, kører i banken og besøger sin mor.

Alt ånder fred og orden, og man får et indblik i et moderne Iran, hvor straffen for at komme for sent til familiens aftaler er at give pizza til aftensmad.

Men på samme tid lurer det traditionsbundne samfund under overfladen, og da Heshmats kone, Razieh, skal hente sin mands løn i banken, får hun først pengene udleveret, efter et bekræftende telefonopkald fra banken til ægtemanden.

Filmens start sikrer, at man først mærker den stille hverdag for en jævn familie i Iran, inden fortællingens essens kastes i hovedet på os under en af Heshmats nattevagter.

Her bliver ét enkelt billede vendepunktet for alt, der er gået forud for fortællingen, og det visuelle greb er både er genialt og klogt.

Den rystende oplevelse printer sig dybt, og nu forventes endnu flere vendepunkter af chok-karakter, som også bliver efterlevet i de tre efterfølgende fortællinger.

Næste fortælling, der hedder ”Hun sagde, ”Du kan godt””, viser, at i den 21 måneders lange værnepligt, må man adlyde og følge styrets ordrer.

Problemstilling bygges især på, at man hverken kan få pas eller kørekort, hvis man ikke gennemfører sin værnepligt i Iran.

Den unge Pouya får til opgave at skulle foretage en henrettelse.

Mens Pouya venter på at blive hentet af iranske soldater, der skal overvære ham, når han skubber skamlen væk under en fange med løkke om halsen, diskuterer han bødlens rolle med sine stuekammerater.

Hvordan kan man leve med at tage en anden mands liv?

Pouyas moralske prædiken bliver ikke kun ved snakken, og gennem en hæsblæsende nat stiger pulsen. 

Da Pouya træffer sin beslutning om at nægte sin lydighed over for styret, er hans liv i fare, og hans flugt ud af storbyen er fyldt med suspense og spænding.

Den antifascistisk italienske partisansang fra Anden Verdenskrig, Bella Ciao, buldrer ud gennem højtalerne, med det klare budskab om en mand, der gør op med de statssanktionerede afstraffelsesmetoder, og som nu er på flugt i sit eget land uden pas og papirer.

I den tredje fortælling ”Fødselsdag” arbejder instruktøren Mohammad Rasoulof med de indirekte konsekvenser af landets afstraffelsesmetoder, da den unge soldat Java vender hjem på tredages orlov.

Java vil fri til Nana på hendes fødselsdag, men da en nær ven af Nanas familie netop er blevet dræbt som politisk modstander, viser det sig, at det ikke kun er toiletrengøring, som Java har været tvunget til i værnepligten.

Den hjerteskærende fortælling tager en uventet drejning, og igen har intet været, som det så ud til.

Midt i elendigheden i den tætte skov ved Det Kaspiske Hav afsluttes fortællingen, og fjerde fortælling ”Kys mig” starter efterfølgende i en lufthavn.

Det midaldrende ægtepar Bahram og Zaman, der lever et fredfyldt liv på landet, skal hente Darya, datter af en familieven. Hun er Bahrams anmodning kommet på besøg fra Tyskland.

”Kys mig” dækker grusomme fortider med illegale flygtninge til Europa, modstandere af styret og håbet om et bedre liv.

Gennemgående for de fire skæbnesvangre fortællinger er, at handlingen altid tager en uventet drejning.

Så selvom man sidder med en masse forestillinger, om hvad der vil ske, så kan man kun forvente det modsatte.

Måden, hvorpå de fire fortællinger overlapper hinanden, virker godt, og det giver stof til eftertanke, om f.eks. hvis Pouya havde valgt den ene vej, om han mon ville ende som Java, eller om han med sin beslutning ender som Bahram.

Selvom filmen er lang, vil man ikke kunne pege på en fortælling, der ikke er vigtig, og de åbne slutninger giver mulighed for at fundere over, hvordan karakterende skal leve videre med sin nationale sorg.

Men Rasoulof går ikke direkte i kødet på de ansvarshavende i sin ellers politiske film.

Det kan jo skyldes, at instruktøren blev fængslet i 2019 ”for at sprede propaganda” med filmen ”A Man of Integrity” (2017), og derfor er ”Der findes ingen ondskab” også optaget i hemmelighed.

De vigtige problemstillinger bliver stillet, men en konklusion på, hvor problemerne opstår, efterlades ved Javas svigermors spørgsmål om, hvem der bestemmer lovene.

”Der findes ingen ondskab” er en lang, men vigtig film, der pumper os med klare budskaber fra en instruktør, der er kritiker af det iranske styre.

Filmen er i den grad en hyldest til ytringsfriheden og en erkendelse af, at ondskaben ikke kommer fra mennesket selv, og den viser et moderne Iran, hvor nogle værner om humanistiske værdier.