Skip to main content
film

Lækkerier

FILM: "Delicieux"

Året er 1789. Den franske Revolution venter i kulissen, og kokken Manceron er netop blevet fyret fra jobbet hos hertugen, fordi han ikke vil undskylde for, at han har lavet en mageløs lækker ret. En ret han kalder for Delicieux - eller Lækkerier som den kaldes i den danske oversættelse.

Manceron går hjem til sit simple husmandssted. Postvognen kører forbi hver dag, så han åbner et traktørsted. Her kan man få dagens ret og et glas vin. Intet andet. Det er et spisested baseret på at gøre folk mætte. Intet andet.

Men Manceron er tidens store kok. Han er Claus Meyer, Rene Redzepi, Søren Gericke og Rasmus Koford i en og samme person, så hans mad er en anelse bedre end andre af tidens traktørsteder. En dag står en kvinde uden for hans dør, hun vil i lære som kok, selv om kvinder jo ikke kan lave gastronomisk mad efter datidens målestok.

Filmen handler om at lave mad, den handler om kærlighed og hævn. Og så er den spækket med mageløse billeder af natur, gamle køkkener og madpornografi. Tillige altså med tidens overdådige kostumer og parykker.

Det er på ingen måde en historie, der overrasker undervejs, og alting er fortalt så let, at det kan blive lidt kedeligt, for konflikterne er så små, at man skal have en lup for at se dem. Filmens budskab er også, at hovmod står for fald - det er revolutionen også et klart eksempel på.

Der er masser af gode mennesker med rene hjerter lige her. Ludfattige er de. De rige er nogle arrogante svin. Så filmen er lige så nem at aflæse, som en tegneserie uden talebobler.

Filmen handler også om Frankrigs første restaurant - altså et spisested med spisekort, hvor gæster selv kan vælge, hvad de ønsker at spise. Tidlige skulle man spise det, der blev serveret, når man indfandt sig på et spisested.

Gregory Gadebois spiller kokken, som vi langt henne i filmen får at vide hedder Pierre til fornavn. Det gør han tilpas mut og indestængt, for hans stolthed er virkelig blevet krænket af den dumme, dumme hertug. Kvinden i spillet, Louise, spilles af Isabelle Carré. Det gør hun med ynde og charme, og så gemmer hun på en del artige historier, finder vi ud af gennem filmens små to timer.

Det er underholdende, svagt humoristisk og en fin historisk kulisse. Men det er ikke en film, man skal hjem at analysere på bagefter, og i næste uge er den glemt.

Delicieux

  • Instruktion: Eric Besnard
  • 1 time og 52 minutter, frarådes under 7 år
  • Danmarkspremiere 9. juni.
Arkiv