Skip to main content
FILM

Mord, korruption og magtspil

FILM - ”Boy from Heaven”

En nervepirrende, dødspændende thriller, som samtidig giver et både indsigtsfuldt og kynisk realistisk indblik i Egyptens religiøse og politiske liv.

Hvor en forfremmelse, et embede eller for den sags skyld et stipendiat ikkr kommer uden krav om en gentjeneste.

Det lærer den unge fiskerdreng Adam (Tawfeeh Barholm) på den allermest barske måde, da han pludselig modtager et brev fra det sunnimuslimske universitet al-Azhar. Han er blevet optaget som elev efter næsten dagligt at være kommet i den lokale moské for at læse og lære.

Afsted går det i overfyldt bus mod millionbyen Kairo og snart befinder fiskersønnen sig stuvet sammen i køjeseng på overfyldte sovesale, mens den daglige undervisning består af endeløse recitationer af universitetets imaner.

Når der da ikke skal bedes, vaskes fødder, studeres og messes. Adam bliver snart venner med Izzo, en ung mand, der byder på cigaret og tager ham med en tur i byen. Ud at danse med andre mænd til egyptisk techno.

Men Izzo arbejder selv under dække. En spion, en såkaldt ”engel”, placeret af oberst Ibrahim (Fares Fares) fra efterretningstjenesten for at sladre om, hvad der foregår internt på universitetet. Izzo mener, at Adam snildt kunne afløse ham, for han er nemlig selv bange for at blive afsløret,

Så dør storimanen pludselig, universitetets og det sunnimuslimske samfunds absolutte overhoved, og nu går en intern magtkamp i gang for at finde ud af,  hvem der skal afløse ham. Samtidig med at den verdslige verden, den egyptiske stat, gør alt, hvad de kan for at infiltrere og sørge for, at det bliver netop deres mand, som bliver valgt.

Adam bliver sat til at infiltrere den magtfulde, ekstremistiske gruppe omkring Soliman, og mødes regelmæssigt med oberst Ibrahim for at aflægge rapport.

Det er en film båret af en nærmest klaustrofobisk, truende undertone – for hvem kan Adam i virkeligheden stole på. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvem udnytter ham? Og bliver han i sidste ende ikke selv nødt til at spille med på det fordækte magtspil, som han uforvarende er blevet en del af?

Både Tawfeeh Barholm og Fares Fares gør det på hver sin måde overbevisende.

Tawfeeh Barholm som den troskyldige, men også begavede unge mand. ”Gud har givet dig en hjerne, der tænker mere end nødvendigt”, siger hans far profetisk, og Barholm er mere end overbevisende som sønnen, der får brug for al sit mod og intellektuelle styrke for at redde sig frelst igennem det uigennemskuelige.

På samme måde gør Fares Fares det forrygende som den benhårde, skruppelløse efterretningsofficer, presset af sine overordnede, men samtidig måske parat til at trodse dem og følge sit eget moralske kompas.

Det er smukt filmet, både i malende bredformat og i nervedirrende close-up, og universitetet med dets minarettårne, hemmelige løngange og søjler danner perfekt ramme om dramaet.

For det er et neglebidende drama, hvor du hele tiden frygter det værste. Samtidig med at filmen giver et sjældent indblik og indsigt i muslimsk religiøs tankegang.

Hvordan islam kan blive tolket og både tage form af en forsonende, omfavnende religion eller udvikle sig til hadsk terrorisme i stil med Det Muslimske Broderskab.

Manuskriptet og plotafviklingen er på engang kompleks intrigefyldt og samtidig desillusioneret nøgtern som Shakespeares skuespil ”Macbeth”

Det er en film, som blander politik og muslimske fraktioner med uventet vold og magtspil. Der er ikke så lidt John le Carré over skildringen af Adams situation. Hvordan han først modvilligt, men også stadigt mere magtesløs må spille med i et spil, han slet ikke kan overskue.

Filmens skildring af korruption, politisk magtspil, hykleri og dobbeltmoral bliver rundet af med en ganske dirrende og afklaret slutscene. Men tror vi på den?

Det ville vi gerne – for Adams og for menneskelighedens skyld.

Film

  • ”Boy from Heaven”
  • Originaltitel:Walad Min Al Janna”
  • Sverige; 2022.
  • Instruktør: Tarik Saleh
  • To timer, seks minutter.
  • Tilladt fra 11 år.
  • Danmarkspremiere, torsdag 5. januar, bl.a. Biffen, Nordkraft.

.

.

.
Arkiv