Skip to main content
Film

Et actionbrag uden de store overraskelser

FILM: "Ambulance"

"Ambulance" som er instrueret af Michael Bay, er en genindspilning af den danske film "Ambulancen" fra 2005. Udover visse hovedelementer i plottet, så er det ikke meget action-instruktøren har brugt fra originalen.

Med "Ambulance" får du en actionfilm for fuld skrue. En intensiv biljagt i LA’s gader, eksplosioner og dramatiske scener efterfulgt af en kæk kommentar fra filmens skurk. Den har faktisk det hele. Filmen er et underholdende actionbrag, men desværre er den ikke nytænkende eller forfriskende.

Krigsveteranen William James Sharp (Garret Dillahunt) er i problemer. Hans kone er syg, og har brug for en eksperimentel operation.

Men der er ikke meget hjælp af hente fra forsikringsselskaberne. Derfor søger veteranen en mere lyssky metode til at klare betalingen. Han opsøger sin adoptivbror Danny Sharp (Jake Gyllenhaal).

Danny Sharp har gang i plan. Han vil røve en bank. Der er 32 millioner dollar på spil. William James Sharp bliver hurtigt rodet ind i planen, både på grund af pengemangel og den karismatiske brors overtalelsesevner. 

Den unge betjent Zach (Jackson White) er forelsket i en medarbejder i banken, og ender med at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det samme sker for Cam Thompson (Eiza González), en fokuseret og meget talentfuld ambulanceredder. 

Planen begynder stille og roligt at gå skævt, og snart bliver de fire skæbner hvirvlet sammen i en ambulance.

Jake Gyllenhaal er lige dele charmerende og skræmmende i rollen som Danny Sharp. Hans intense tilstedeværelse, hvad end han råber eller stirrer, får skurken i ham tydeligt frem.

Karakteren i sig selv er også underholdende. Han har humor i selv de mørkeste situationer, og han har ikke meget respekt for loven eller andre menneskers velbefindende.

Eiza González gør også et imponerende indtryk i filmens første minutter. Hun er meget overbevisende som en ung og dedikeret redder.

Filmen er selvfølgelig flot og spændende at se på, som de fleste af Michael Bays actionbrag. Den intense musik lurer hele tiden i baggrunden, og det samme gør den småt stressende stemning.

Det er hele tiden få sekunder fra at gå galt. Lige efter bogen. Det er også et af de områder, hvor filmen ikke overrasker meget. Mange af scenerne er langtrukne. Man sidder hurtigt med følelsen af, at de kun er med, fordi det er fedt at se to lavtflyvende helikoptere jagte en ambulance.

Der er langt imellem de scener, hvor der foregår egentlig vigtig handling. Indimellem disse scener, er filmen enten fyldt op med små humoristiske indslag, eller dybt dramatiske øjeblikke. Nok til at man enkelte gange har lyst til at himle lidt med øjnene over niveauet af dramatik.

Det er først i filmens sidste minutter, at man når at blive lidt overrasket. Her føler man, at der er lagt godt med eftertanke i manuskriptet. Noget som mangler flere steder i den over to timer lange film.

Filmen er underholdende, men den bringer ikke noget nyt til bordet. Den forsvinder hurtigt i havet af andre actionfilm, som minder meget om den. Hvis det er et actionbrag, man leder efter, men ikke har flere forventninger end netop det, så er man kommet til det rigtige sted.

"Ambulance"

  • Instrueret af Michael Bay.
  • 2 timer og 16 minutter.
  • Danmarkspremiere den 24. marts.
Arkiv