Professoren, kaptajnen og obersten - endnu en gang i brechen

Tegneserie 

Floc’h, Jean-Luc Fromental og José-LouisBocquet:

“Kunsten af føre krig. Et ekstraordinært eventyr med Blake og Mortimer i New York”.

For inkarnerede og entusiatiske tegneserielæsere er et gensyn med Edgar P. Jacobs’s “Blake og Mortimer” altid en kærkommen oplevelse. En invitation ind i et univers med koldkrig, spioner, dobbeltspil og litterære referencer.

For nye generationer af tegneserielæsere, hvor manga nærmest er standarden, så er det også et blik ind i en antikveret “bande dessinée” stil.

Stilen og tonen i Blake og Mortimers univers er nemlig på ingen måde med på den kønsflydende og diversive trends.

Der er ikke mange “regnbuefolk”, der er intet mellem Blake og Mortimer andet end deres loyalitet og venskab til hinanden, og kønsrollerne er meget stereotype.

Men på trods af alt dette, så er Blake og Mortimer ikke til at komme udenom, hvis man er dedikeret tegneserielæser.

I dette ekstraordinære eventyr af Floc’c, Fromental og Bocquet er Kaptajn Blake og professor Mortimer på vej til  FN fredskonference i New York.

Blake er inviteret til at holde tale for den britiske regering, men ingen ved rigtigt, hvad Blake har tænkt sig at sige.

Samtidig med at Blake og Mortimer ankommer til deres destination, bryder en mørkklædt herre med sort fuldskæg ind på Metropolitan Museet. Den ubudne gæst bliver dog afbrudt af en museumsvagt, der får den mørkklædte mand til at flygte.

Men han bliver overmandet, fanget og ført bort. Det viser sig, at den ubudne gæst var ved at mejsle et budskab in i en ægyptisk stele. Budskabet blev ikke mejslet færdig, men lyder “Ved Hor...”.

FBI agent O’Rourke tager kontakt til Blake og Mortimer, fordi han kender parrets relation til affæren "Den Store Pyramide", og den magiske formular “Ved den gravlagte Horus”.

Samtidig bliver den mørkklædte herre ført til Scaredale Klinikken for patienter med adfærdsforstyrrelser. Her forklarer den kvindelige speciallæge Shapiro, at den indlagte ikke siger noget og intet foretager sig. Den indlagte ligner efter en barbering  den berygtede oberst Olrik, parrets svorne modstander.

Herfra former “Kunsten at føre krig” sig som et detektiveventyr, hvor Blake og Mortimer møder russiske spioner og håndlangere.

Men der er noget, der ikke stemmer. Hvad er Olrik ude på? Hvorfor var han installeret i en lejlighed tæt på FN bygningen? Hvad betyder vagtuniformen og det falske ID “Rick Olson” (anagram for Olrik)? Og hvorfor ser det ud til, at den russiske handelsattaché Jevgenij Stok er indblandet. Og hvilken rolle spiller den oldgamle bog “Sun Tzu: Art of War”?

“Kunsten at føre krig” har et pænt plottwist, uden at være vældigt overraskende, hvis du kender Blake og Mortimers bedrifter og oberst Olriks snarrådighed og evne til at udtænke komplicerede planer.

“Kunsten at føre krig” er udmærket homage til Jacobs’ Blake og Mortimer univers. Den trækker på alle de velkendte tematikker.

Men samtidig er der noget anderledes, nærmest noget fremmed over albummet. Hver side i denne udgivelse har færre og meget større frames.. Dialogen er sparsom, og den visuelle dynamik er nedtonet.

Og de store frames og tegningerne af karakterne gør dem mere to-dimensionelle, mere flade, uden mimik og emotionelle udtryk.

“Kunsten at føre krig” kan på ingen måde sammenlignes med Jaco van Dormael, Thomas Gunzig og Francois Schuitens “Den sidste Farao”.

Nok er verdensfreden truet i “Kunsten af føre krig”, og så alligevel ikke. “Kunsten at føre krig” er altså et ekstraordinært eventyr uden sådan rigtig at være ekstraordinært.

Alligevel er “Kunsten at føre krig” en udmærket indgang for nye læsere af Blake og Mortimer.

Det er forfriskende at arven efter Jacobs bliver holdt i live af tegneserieskabere, og ikke som i tilfældet med Hergés “Tintin” kun gennem kunstig intelligens skabte striber.