Make love, not war!

Sextus Propertius: ”Til Cynthia”

Det er en tid med ulykkelige krige. Der er nærmest ingen ende på blodsudgydelserne, og unge mennesker kan kun være sikre på en ting i fremtiden: Militærtjeneste. Ud af årtiers borgerkrig dukker der omsider en vinder op, som lever længe nok til at lægge låg på de ulmende konflikter.

Denne vinder er dog så formet af de mange års krig, at han tænker som en soldat. Han vil stramme disciplinen, der skal styr på moralen, vi kan ikke have al den løssluppenhed og alle de nydelser. Folk skal styre sig og få mange børn. Ikke mere pjat og druk og udenomsægteskabelig sex.

Det er ikke Afghanistan, det drejer sig om, selv om det er svært at lægge tanken helt væk.

Nej, det er det gamle Rom i tiden lige før vor tidsregnings begyndelse. Vinderen er Augustus, og hans magtovertagelse betød på den ene eller anden måde nok døden for den genre, vores forfatter Propertius udtrykte sig i.

Properts, som han også er blevet kaldt på dansk, skrev elegier, og det må nærmest oversættes som kærlighedsdigte, der udspringer af og involverer digter-jeget. På hans tid var der flere elegikere, men hans produktion er godt bevaret og nu oversat igen til danske vers.

Vi møder en digter, der har sit besvær. Han er forelsket og har svært ved at styre det. Kærligheden er dejlig, og han ville ikke være den foruden, men det er også en altopslugende og smertefuld affære.

Properts’ elskede går under dæknavnet Cynthia, og hun er svær at håndtere. Vi ved ikke ret meget om hende, men hun kunne for så vidt både være en holdt kvinde og en helt fri og endda højtstående aktør på markedet.

Properts har et seriøst crush. Hun skal hele tiden erobres, for hun ser også andre steder hen.

Han er overstadig, når hun erklærer ham sin kærlighed, han er knust, når hun har smidt ham ud, og han er allerlykkeligst, når de fortsatte udfordringer og kampe holder ham og hans opmærksomhed fuldt ud fanget.

Guden Amor er en krævende herre.

Properts eksperimenterer med at genvinde Cynthias gunst gennem ligegyldighed, han spiller rivaler ud mod hende, som hun også gør. Alle problemerne gennemlever han i en aldrig svigtende, billedrig stil, fabulerende, impulsiv og behageligt selvironisk.

Properts er altså godt selskab, velskrivende og tydeligt sig selv. Han finder billeder, som bliver stående, f.eks er der næsten ingen ende på, hvordan en helt dagligdags ting som ’en dør’ kan blive symbol for alle mulige besværligheder med at nå den elskede, både fysisk, socialt og psykisk.

Genren var kortvarigt i live hos romerne, men trækker lange spor i eftertiden. Romerne inspirerede særligt i renæssancen og i oplysningstiden, og elegien blev forbillede for det hav af kærlighedsdigte, der stadig omgiver os.

Ole Meyer giver os ca. en tredjedel af digtene i denne veludstyrede udgivelse. Han har tidligere oversat både Dante og Goethe m.v., og han er god til det. Teksten står frisk, og den rytmiske gengivelse fungerer i hovedsagen godt.

Der er noter bagi, hvilket kan være nødvendigt på grund af de lidt indforståede henvisninger til myter og historie.

Meyer selv skriver et efterord om Properts, oversættelsen og det elegiske versemål. Derudover har han fået Chr. Gorm Tortzen til at give tidsbilledet. Samme Tortzen har bidraget til at etablere den latinske paralleltekst, så vi får en tosproget udgave.

Her får man en pioner bragt tæt på, og man må forundres over, hvor moderne digtene virker. Et yderst menneskeligt digterjeg deler sine glæder og sorger i billedrige og vedkommende tekster, der holder.