Tilbage til langsomheden

Digte - Morten Chemnitz: ”Hæld”

Tidligere tror jeg, at jeg har talt om den danske digter, Morten Chemnitz, som en fænomenologisk digter. Måske primært fordi han tvinger en langsomhed ind i læsningen, ved at han formår at sætte parentes om alt det, vi som læsere troede, vi havde erfaret og sanset.

Men jeg har nok taget fejl.

Siden 2013, hvor Chemnitz debuterede, har han hvert tredje år givet os verden tilbage; og måden han gør det på i sin nye samling – uanset om den måtte kredse om opløsning, vi, jeg og samling – er næsten hölderlinsk: Chemnitz tilbyder en verden, der kan bebos og som siger noget grundlæggende om menneskets måde at være til på i og med verden.

De nye (prosa)digte i ”Hæld” er næsten som et åndedrag: opløsning over for en samlende bevægelse i verden og i det sociale rum.

Det er fuldstændig vanvittig oplevelse at læse en digter som Chemnitz – og ikke mindst en digter som Chemnitz på dansk. Hans stemmes musik, sproget og billederne er unikke. Simpelthen.

”Inden aftenen, i regnstøvet oppe, yderst fra skyerne

udspredte, tungt blå af den samme uudfyldte tyngde som

uden om os, ved muren, mod bladene også. Lidt inden

aftenen, en modstand i dagen og som dagen opgiver, let”.

Grafisk er digtene sat op i firkanter, hvilket ikke kan gengives her, men vigtigere: læs lige digtet langsomt igennem.

Dvæl ved det, og lyt så til musikken, der opstår, hvis man i læsningen giver plads til kommaets lille pause. Midt i første linje støder man så på et ord (”regnstøvet”), der på én gang skramler modsætningsfyldt og svæver let i luften.

I ”Hæld” giver Chemnitz semikolonet en særlig plads (”I luften som hælder imod os ; i vinden, dens folder som / vi går igennem”) ved at give det luft på hver side i modsætning til normal brug. Semikolonet er en mellemting mellem punktum og komma. Hvor punktummet adskiller, samler kommaet – men semikolonet får her en funktion, som hvis man lagde to fotografier ind over hinanden. Ja, semikolonet kan måske bedst betegnes som en fold i sproget.

”Væggene som uden at flyttes bliver gennemlyst, utætte og

som hælder ind mod os ; rundt om ligger den blæst som

fortsætte, jeg rækker videre ud i luften, ved siden af mig”.

Verdens opløsning overføres til jeget, der helt nøgternt beskrevet rækker ud i luften ved siden af sig selv, men samtidig, så er det jeget, der rækker ud i luften – ”ved siden af mig”. Jeget og miget mødes ikke, der er også en fold i jeget.

Det er tidligt på året, men jeg tør godt allerede nu at pege på ”Hæld” som en af de allerbedste udgivelser i 2022. Han giver med sine tekster verden tilbage til læseren, og læseren tilbage til langsomheden.