De gode bøger

Den store bog er for mig ikke bare en enkelt bog. Men en hel stribe. Bøger, som betød noget, dengang jeg læste dem for mange år siden. Eller den, jeg læser i nu og her.

Der er altid nogle titler, som bliver stående tilbage. Mange efterhånden. Og som kan genlæses igen og igen og stadigvæk viser sig at have nye nuancer og uopdagede erkendelser.

For ens læsning og opfattelse af det læste afhænger jo også af dig selv. Hvordan du er blevet formet af kultur og arv, vaner og miljø. Din egen opvækst, din livserfaring, og hvilket samfundslag, du selv tilhører. Hvor du er nået til i dit liv.

Og ikke mindst hvordan du selv ubevidst altid digter med.

Det hele begyndte for mig ret tidligt, da jeg som knap ni-årig knækkede koden og fandt ud af, at de der bogstaver dannede ord, der dannede sætninger, som gjorde det muligt for et andet menneske at viderebringe historier, oplevelser og eventyr.

Altså bøger. Du ved det det underlige format, hvor nogle beskrevne sider er hæftet sammen og forsynet med et omslag, og så begynder det altid med en første linje. Eller et par stykker, som fanger én.

F.eks.

”Tore var en af de fyre, man ikke kan lade være med at lide på en eller anden måde. En af de fyre, der kan rejse sig op midt i timen og stå og gøre en hel masse ting og ligne en abe og være helt fjollet, så det gør ondt langt ind i skroget af grin”.

Eller:

”Hunden snerrer. Hjørnetænderne er blanke af savl, og kæbernes snappen sender et lufttryk mod mit skød. Jeg står med 300 gram hash tapet fast til mit maveskind, fra lige under brysterne ned til pubeshårene”.

Eller måske sådan her:

”Du ved, hvordan det er en tidlig morgen i Havanna. Tiggerne liger og sover op mod husenes mure, og isvognene er endnu ikke begyndt at køre med is til barerne”.

Tre citater, tre indledende linjer fra tre forskellige forfattere. Første – Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld”, nummer to, Jakob Ejersbo: ”Nordkraft” (foto øverst) og endelig nummer tre – Hemingway: ”At have og ikke have”.

Hvad er det, de gør? De fanger os straks, så vi ikke kan lade være med at læse videre. Vi bliver inviteret indenfor – måske i en verden, vi kender godt. Men lige så ofte i en verden, vi slet ikke kender, og som vi aldrig ville komme til kende…

Hvis det ikke var fordi, vi havde den vidunderlige opfindelse der hedder litteratur og bøger.

Taler vi om bøger kan vi ikke undgå at tale om biblioteker. Selv husker jeg ganske tydeligt, hvordan jeg på en eller anden måde fik nys om, at man kunne låne og læse bøger ganske gratis, da jeg var dreng hjemme i Frederikshavn.

Det nye folkebibliotek var ved at blive bygget på Kallsvej, en sidegade til Danmarksgade, og stod først færdigt i 1963, så bogsamlingen havde fået midlertidigt ophold på Ørnevejens Skole.

I kælderen. Her fik jeg mit første lånerkort udstedt med navn og adresse af den myndige og skulle det senere vise sig ganske tyttebærsøde frk. Bentzien. Først langt senere har jeg fundet ud af, at hun hed Ulla til fornavn. Vi fræshavner-unger kaldte hende bare frk Benzin!

Jeg lånte ”Peter Pedal” og et par andre titler og skyndte mig hjem og slugte dem og vendte så tilbage samme eftermiddag for at låne nye. Så blev jeg - uden selv at erkende eller opdage det - udsat for en følsom overhøring af mit livs første bibliotekar.

For frk. Bentzien lånte ikke bare bevidstløst bøger ud. Hun formidlede og vejledte, så du kom til at læse noget, der passede til, hvor du nu var kommet til. Sådan blev jeg gennem årene til stadighed udspurgt og guidet, mens jeg efterhånden fik slugt stort set alle børnebibliotekets titler.

Ikke bare Thøger Birkeland og Flemming-bøgerne, men også udødelige børnebogsklassikere som kaptajn Marryat ”Den flyvende hollænder”, Walter Scotts ”Ivanhoe”, Stevensons ”Skatteøen” og ”Kidnappet” og Jules Verne ”Jorden rundt i 80 dage” og selvfølgelig Dumas ”De tre musketerer” og ”Greven af Monte-Cristo”

Uopslidelig spænding, verdenslitteratur og samtidig børnebogsklassikere, der bød på spænding og utrolige plots med masser af farverige figurer, mens du som læser fik udfoldet emner som forbrydelse, hævn, moral, ære og såmænd også den store altfortærende kærlighed.

Dengang læste jeg som besat. For jeg var sikker på, at fik jeg læst alle bøger i verden, ville jeg også forstå alt. Altså virkelig ALT!

Hvorfor mennesker kunne være onde? Hvorfor de blev skilt, sådan som mine forældre blev, men også hvor herligt det var, når det gode vandt og sejrede. Når et rent hjerte og sammenholdets fællesskab - ”alle for én, og én for alle” - besejrede selv den mest gustne og forræderiske plan.

Siden er jeg aldrig holdt op med at læse, og gør det stadig næsten på daglig basis. Selv om jeg ikke længere tror på, at jeg kommer til at forstå alt.

Et kapitel her og der i en favoritbog og pludselig fanger teksten. Tre styk er nævnt ovenover, men jeg kan også pludselig falde i den skotske læge Conan Doyles mageløse Sherlock Holmes historier eller finde på at genlæse Hemingways noveller. Kortprosa-kunst, hvor kun en 10-del rent faktisk står på linjerne - resten ligger under overfladen ligesom isbjerget.

Det er det bøger og læsning kan – de bedste bøger kan slå bro mellem dig og andre mennesker.

Så du både forstår og finder sammen med et andet menneske, et andet liv og en anden tidsalder – en forening, der kun foregår ved hjælp af ord og sætninger, men hvor du selv ganske ubevidst digter med.

Så du tilfreds kan lukke endnu en bog – og føle at du i et uforklarligt, transcendent øjeblik har følt fællesskabet med et andet menneske.

Det er det en god bog kan, og der er masser af dem. Og hvis du står og mangler inspiration til en titel, så tjek vores serie – den gode bog.

- Hvad jeg læser lige for tiden? Kim Leines "Efter åndemaneren".