Fanger det usete liv

Carsten René Nielsen & Mette Norrie: ”Miniaturer. Digte og tegninger”

Excentrikeren er egentlig den, der står udenfor centrum, og det kan man godt sige om Nielsen, at han gør – og hans excentriske miniaturer akkompagneres denne gang af den visuelle kunstner Mette Norrie.

Det lykkes forbavsende godt.

Nielsen (og med ham Norrie, der måske kan anskues som digtenes basgang) har en evne til at fange det usete liv; måske det uanseelige liv, og det gør alle os andre, der læser, klogere. På vores eget liv. Som eksempelvis dette næsten holbergske spejl i en kultur gennemsyret af ungdommeligt hovmod:

”I løbet af natten

har mannequindukkerne

tabt en smule luft.

Deres kinder er nu trætte,

som trætte kinder er,

brysterne hænger,

som bryster gør”.

Men det er ikke kritikken, der er interessant her. Det er derimod det, at ved siden af kritikken, så er der en befriende accepterende spejling af mennesker, som vi er. Men der er også et memento her:

”Vores små venner,

digterne,

er ved at blive drevet sammen

i en indhegning

omme bag

romanfabrikken”.

Hvem er ”vi” i den sammenhæng? Men det lyder dog noget ubehageligt, at digterne drives sammen bag romanfabrikken. Er digtekunsten i fare i dag?

Det må hver enkelt selv bedømme. Men husk i samme nu denne velplacerede opfordring: ”Hold nu kæft, / hver gang du åbner munden, / høres orkestermusik”.

Der er på én gang (i tegninger og digte) en sårbarhed og en fuldt aktiv protest til stede. Der er det bejaende digt, jeg citerede først i anmeldelsen, og så denne ætsende nihilisme: ”Alt af værdi / er værdiløst”.

Der spændes vidt i tanke såvel som den æstetiske omfavnelse af verden. Men der er fortsat plads til en surreel skævhed, der, når den er bedst, er lattermild.

Måske kan miniaturedigteren i virkeligheden siges, i hvert fald at forsøge, at rumme og give rum til humaniteten.

Det hjælper Norrie med til gennem sine stregkommentarer gennem hele bogen, digt for digt – eller omvendt.