Skip to main content
Roman

Magisk uvirkelighed

Roman - Afonso Cruz: ”Jesus drak øl”

En fuldstændig rablende historie om den skønne, purunge Rosa, der forsøger at gøre det så godt hun kan for sin bedstemor Antónia og må gå så gruelig meget igennem.

Livet er en daglig kamp for at overleve, og samtidig møder Rosa den unge hyrde og får sin seksuelle debut, inden den langt ældre professor Borja forelsker sig håbløst i hende.

Handlingen i denne roman er lige så svær at beskrive og gengive, som det er at kigge op i en nattesort stjernebestrøet himmel. Der dukker hele tiden nye stjerner, satelliter og andet godt op – læs historier og anekdoter o og på den måde kan portugisiske Afonso Cruz minde ganske meget om den magiske realismes mester, Gabriel Garcia Márquez.

Et lille tekststykke til at illustrere, hvad bogen byder på:

”Rosa er ikke ret høj. Hun har to faste bryster, som hun først lige har fået, og imellem dem et modermærke, anbragt dér af Gud, som, betaget af pigens skønhed, tabte en dråbe af den samme blæk, han skriver hele skabelsesberetningen med, og som han som jurist underskriver vore skæbners fakturaer med”.

På en gang sanselig og poetisk rent sprogligt og samtidig hensynsløs vild i sin beskrivelse af Rosa, hendes liv og forsøg på at finde sin egen vej og samtidig gøre det så godt hun kan for medmennesket.

Det er bog smækfuld af vidunderlige skrøner og anekdoter om de mennesker, som forsøger at overleve i den barske Alentejo-provins. Men bogen giver sig også god tid til at diskutere tro og religionsspørgsmål ved at sætte den ikke- troende professor op mod henholdsvis buddhisme og hinduisme.

Det er nemlig så heldigt at den formuende Miss Whittemore har importeret et par repræsentanter for disse religioner til at bo fast hos hende, og det giver mulighed for livlig debat ved de faste frokoster. Egentlig har Borja og de andre ikke lyst men ”det ender med at vinen får bugt med disse forbehold”.

Det er en både stærkt underholdende, vidtfavnende og tænksom bog, der endevender kærlighed, tro og opofrelse og samtidig får fastslået at Jesus modsat, hvad mange tror, ikke var til vin, men elskede øl.

For det er jo øl og ikke vin, som er de fattiges flydende brød.

De teoretiske religionsdebatter kan virke og bliver noget langtrukne, men leder logisk op til den dramatiske slutning, hvor Rosa træffer et skæbnesvangert kærlighedsvalg og må betale prisen derfor.

Og på den måde ender denne magisk uvirkelige og alligevel så sandhedsøgende bog ganske anderledes, end læseren måske havde forestillet sig.

Det er en tætvævet, farverig beretning, ironisk skarp men også varm og rørende i sin beskrivelse af den skønne Rosas liv og levned.

Roman

  • Afonso Cruz:
  • ”Jesus drak øl”
  • Oversættelse: Ole Eistrup
  • 290 sider, 298 kr., Jensen & Dalgaard.
Arkiv